Borgerdialoger: EuropeSay om Kunstig Intelligens

oktober 2, 2019

Fra 1. oktober til 31 december kan Europas borgere tage debatten om Kunstig Intelligens med hjem. Vi giver ordet til dig og din omgangskreds. Opret dig som vært for et dialogmøde og inviter 4-8 af dine venner og bekendte til en samtale om Kunstig Intelligens, og hvor jeres grænser går i forhold til den teknologiske udvikling. Og giv på den måde jeres input til, hvordan teknologien bør håndteres i fremtiden. 

 

I EuropeSay inviteres borgere til at diskutere fremtidens brug af kunstig intelligens. Der har indtil videre været meget lidt involvering af borgere i debatten om kunstig intelligens og andre teknologiske landvindinger, som påvirker vores liv hver dag. Vi bliver mødt af kunstig intelligens hver gang vi går på nettet. Det sker igennem anbefalede rutevejledninger, i målrettede reklamer, i de nyheder vi præsenteres for, i kommunens digitale borgerservice og i medicinsk diagnostik.
I betragtning af hvor udbredt kunstig intelligens allerede er, og hvor stort potentialet er for den fremtidige brug af kunstig intelligens, er det overraskende, at der har været så lidt offentlig debat og så få muligheder for at blande sig i udviklingen. Derfor er der kun lidt viden om, hvad befolkningen i Danmark og i de øvrige europæiske lande rent faktisk mener om kunstig intelligens. Vi mangler viden både om, hvordan folk har det med de mange områder, hvor teknologien allerede har indflydelse på vores hverdagsliv. Men også om, hvad europæerne tænker om de utallige nye måder, kunstig intelligens i fremtiden kan komme til at påvirke deres liv endnu mere.

 

Deltag som dialogvært

At have en folkelig dialog om kunstig intelligens er vigtig. Den er vigtig, fordi vi skal sikre, at teknologien udnyttes til formål, som er gavnlige for vores fælles samfund Men også for at få øje på de negative konsekvenser, der måtte være, så vi kan forsøge at begrænse disse.

 

Dialogen og diskussionerne skal tages nu,

mens teknologien stadig er under udvikling. 

 

Som dialogvært bidrager du, sammen med din gruppe, til at skabe indsigt og refleksion om kunstig intelligens og giver dermed nogle svar på de svære spørgsmål om teknologiens påvirkning af samfundet. Hverken dialogvært eller de øvrige mødedeltagere behøver vide noget om emnet på forhånd. Svarene fra dialogmøderne samles i en rapport til politikere og forskningsmiljøer i Danmark og i EU. Dialogmøderne indgår dermed i arbejdet for en ansvarlig fælles samfundsudvikling.

 

Sådan foregår et dialogmøde

Vi har brug for mange dialogværter i hele Danmark. Som vært skal man invitere 4-8 personer til et dialogmøde. Deltagerne kan være venner, familie, kolleger, bekendte fra sportsklubben eller lokal forening osv. Mødet kan finde sted hvor som helst værten ønsker, så længe der er adgang for alle til internet. Dette kan være i værtens egen stue, i et mødelokale på kontoret, i det lokale kulturhus osv. Når deltagerne alle er samlet, kan værten starte mødet. Deltagerne skal helst sidde, så de alle kan se hinanden, når de taler, og så de alle kan se skærmen på værtens computer. Værten går ind på den online platform (følg instruktionerne nedenfor) og deler linket med de andre deltagere. Nu skal man bare følge instruktionerne på skærmen. Onlineplatformen vil guide mødedeltagerne gennem et ca. 2,5 times forløb med skiftevis korte tekster, videoer og spørgsmål. I slutningen af hver runde bliver deltagerne bedt om hver især at give svar på en række spørgsmål med nogle forskellige svarmuligheder. Under mødet deltager værten på lige fod med resten af deltagerne. Værten har derfor ikke noget særligt ansvar, når mødet først er i gang.

 

 

Deltag som dialogvært:

Opret en bruger her

Opret herefter dit eget event her

Download guide: “Opret dialogmøde om Kunstig Intelligens.pdf”

 

 

Yderligere Information

EuropeSay er koordineret af Fonden Teknologirådet og er en del af det store EU-projekt Human Brain Projektet (HBP), som en indsats under overskriften ”Etik og Samfund”. Vi organiserer dialoger med borgere og interessenter om spørgsmål og temaer, som relaterer sig til hjerneforskningsprojektet. Vores mål er at skabe involvering og engagement i hele Europa, når der sættes en retning for innovation og kunstig intelligens. Sammen med vores europæiske partnere ønsker vi at udbrede debatten om de etiske, juridiske og samfundsmæssige vinkler på kunstig intelligens. Resultatet af EuropeSay er en rapport, som leveres til Europa-Kommissionen og indgår i Human Brain Project. Human Brain Projekt er et af de to største videnskabelige projekter, der nogensinde er finansieret af Den Europæiske Union. Læs mere her.
I artikelform opsummerer og debatterer eksperter og interessenter udfordringer med nuværende og fremtidig brug af kunstig intelligens.

 

Se artiklen: AI 360: Steering AI for societal benefit

Læs rapporten: “AI 360 | COPENHAGEN: Report from the workshop“.

 

Hvis du har spørgsmål til projektet eller dialogmøderne, så kontakt endelig:  
Asbjørn Rebsdorf Snæland, tlf. 31726306 eller e-mail: ares@tekno.dk eller
Kathrine Collin Hagan, tlf. 53 55 97 33 eller e-mail: kch@tekno.dk

Har du ikke tid lige nu, men er interesseret i at blive kontaktet en anden gang, kan du tilmelde dig her. Så vil vi vende tilbage næste gang vi er i gang med et spændende projekt, som vi gerne vil have perspektiver på.