Fælles om samfundets udvikling

marts 10, 2016

Vi er fælles om samfundets udvikling. Det kan tolkes formelt – valghandlingen, borgerne stemmer, og de folkevalgte får deres mandat til at styre udviklingen. Eller mere uformelt, hvor nedefra og op er sat i system.

I kommuner i alle egne af landet, synes jeg, at man kan se et par røde tråde i feltet for borgerinddragelse/samskabelse. Der sker meget. Det er den første vigtige konstatering. Der sker især meget i den ende af inddragelsen, der har at gøre med den daglige håndtering af ”sager”. Samtalen med fodboldklubben om den nye kunststofbane bliver mindre og mindre formalistisk. Dialogen om skolenedlæggelsen er blevet mere fremadrettet. Der er en ny myndighedsudøvelse på vej, hvor borgeren er en potentiel partner, og det er rigtigt, rigtigt godt. Og her kommer så men’et:

I den anden ende af kommunens liv, hvor mere strategiske spørgsmål bliver taget op, ser billedet anderledes ud. Her er tyndere befolket. Det er der desværre ikke noget nyt i. Set fra min stol med rådgivning af politiske beslutningstagere gennem årtier, er det meget ofte her, det halter. Det er svært for myndigheder og politikere at lukke befolkningen ind i den del af maskinrummet, hvor de store linjer bliver lagt.

Måske vil tidens tendens til mere inddragelse – som afspejlet i dette blads fire interviews med forvaltningschefer og en borgmester om deres måde at gøre inddragelse på – også føre til inddragelse på det strategiske område. Det håber jeg, men jeg kan godt have min tvivl, for det sikre rum for forvaltningen ligger jo i at gøre det daglige samarbejde med borgerne lettere og mere gnidningsfrit – ikke i at lukke dem ind i magtspillet.

Bevæger vi os op i det felt, hvor strategierne bliver fastlagt sammen med borgerne, så skal man være mere risikovillig. Men til gengæld er gevinsten også meget større. For når politikerne og forvaltningerne giver borgerne indflydelse på det strategiske niveau, så får de medspil og klart mandat til at handle på områder, de ellers ville have tøvet på. Og eftersom det store problem ved politik sjældent er de beslutninger, der bliver taget, og tværtimod ligger i dem, der ikke bliver taget, så er et klart mandat meget værd.

Det kan handle om at få mandat til at gribe en demografisk udfordring håndfast an, så planstrategien giver plads til at få nye unge indflyttere ind. Det har vi set, at borgerne har ønsket og fået. Eller om at borgerne udpeger nogle hensigtsmæssige principper for klimatilpasning, som både landmænd og sommerhusejere bakker op. Også det har vi set.

Jeg kan ikke lade være at tænke, hvilken beslutning der mon var truffet, hvis borgerne var blevet hørt, ordentligt, i den diskussion, der fyldte en del i hovedstadsområdet for år tilbage om ”betalingsringen”? Ugebrevet A4 henviste dengang til, at 7 ud af 10 danskere, ca. 72 pct. af københavnerne og 64 pct. i omegnskommunerne bakkede op om betalingsringen (Ugebrevet A4, 13. august 2007). Hvad gik der galt, må man spørge? Jeg er overbevist om, at resultatet ikke var affødt af indholdet – det var affødt af, at Christiansborg ikke bredte beslutningsprocessen ud.

Jeg håber, at vi med dette nummer af ENGAGEMENT kan pirke yderligere til nysgerrigheden om, hvordan også strategiske samfundsmæssige problemstillinger – lokalt, regionalt og på landsplan – kan løses gennem tidlig inddragelse af borgerne. Der er tankegods og inspiration at hente i artiklerne med de nævnte interviews; om Alternativets opskalering af politikudviklingen i takt med partiets vækst; og om måderne at skabe indsigt og inddragelse i prioriteringen af, hvordan vi i Danmark skal bruge de m2, vi har til rådighed. Og savner du en tjekliste til, hvilke grundlæggende overvejelser det er nyttigt at gøre sig, inden man kaster sig ud i et inddragelsesforløb, så bringer vi da også vores bud på, hvordan den kan se ud.