Offentlig IT

marts 26, 2010

– Bedre styring af offentlige it-projekter

Projektrapport
Arbejdsgruppen offentliggjorde resultaterne af sit arbejde i en afsluttende projektrapport.

Arbejdsgruppen efterlyste blandt andet holdningsændringer til styring af offenlig IT på fire punkter:

  • Et skift væk fra kontrol som det primære styringsredskab og mere fokus på projektudvikling samt innovation.
  • Etablering af en central beslutningskompetence, der kan føre til en overordnet it-arktitektur.
  • Bevillingssystemerne skal være bedre til at håndtere forskydninger i projektet samt horisontale samarbejder.
  • Større fokus på radikale forandringsprojekter og bedre håndtering af de risici, de indebærer.

Derudover kommer rapporten med 12 konkrete anbefalinger til fremtidige IT-projekter.

Du kan hente projektrapporten eller læse et resume af rapporten i Teknologirådets magasin “Fra Rådet til Tinget” nederst på denne side.

Forhistorie
Teknologirådet undersøgte for otte år siden et antal større IT-projekter, der ikke havde levet op til de oprindelige forudsætninger, tidsmæssigt og/eller økonomisk. Teknologirådets arbejdsgruppe, ”Bonnerup-udvalget”, fremlagde rapporten ”Erfaringer fra statslige IT-projekter – hvordan gør man det bedre” med en række anbefalinger, og projektet satte sig tydelige spor. I de efterfølgende år blev der foretaget en række tiltag
for at forbedre offentlige IT-projekters performance, men der er fortsat betydelige problemer med sådanne projekter.

I lyset af de otte år, der var gået og de senere rapporter fra Rigsrevisionen og Finansministeriet nedsatte Teknologirådet i 2010 en arbejdsgruppe, som kastede et nyt blik på problemstillingerne.

Metode
Projektet gav Teknologirådet mulighed for at komme med indspark til Finansministeriets arbejdsgruppe og få indflydelse på debatten om bedre styring af offentlige it-projekter.

Teknologirådet sammensatte en arbejdsgruppe bestående af eksperter med kompetencer inden for offentlig administration, teknologi, software og integration af it-projekter.

Rådet afholdt en mindre workshop, hvor arbejdsgruppen var i dialog med relevante interessenter. På baggrund af workshoppen udformede arbejdsgruppen efterfølgende en række anbefalinger, som blev sammenskrevet i en rapport.

Links