Skal Fonden Teknologirådet være offentlig institution igen?

oktober 5, 2017

Ph.d. om institutionel turnaround  i offentlige, værdibaserede organisationer med Teknologirådet som eksempel

Denne afhandling undersøger problemet om institutionel turnaround i offentlige og almennyttige organisationer. Forestillingen om ‘institutionel turnaround’ forstås i afhandlingen som strategier til at modvirke tab af legitimitet og støtte. Sådanne strategier defineres i kontrast til den gængse forståelse af organisatorisk turnaround. Organisatoriske turnaround strategier fokuserer sædvanligvis på besparelser, repositionering og omorganisering med henblik på at genetablere rentabilitet på markedsvilkår. Men offentlige og almennyttige organisationer har sædvanligvis ikke (fuldt ud) markedsgjorte relationer til kilderne til deres omsætning. Derimod er sådanne organisationer afhængige af deres evne til at overbevise myndighedsaktører i deres miljø til at yde støtte til deres produktion af offentlig værdi. For at kunne det i nedgangstider må disse organisationer genetablere den tabte legitimitet. Strategier for institutionel turnaround, som sættes på begreb i denne afhandling, fokuserer på gen-artikulation af organisationens institutionelle rolle, aktualisering af denne rolle på formelle og uformelle måder, og fremmedgørelse af den institutionelle rolle fra dens sociale herkomst.

 

Afhandlingens ambition er at yde begrebsmæssigt støtte til offentlige og almennyttige organisationer, som virker for at opnå en overgang til bæredygtighed på tværs af samfundet. Den underliggende antagelse er at før en sådan overvang kan opnås må institutionelle entreprenører på alle niveauer og i alle sektorer engagere sig aktivt i at omforme samfundets institutioner. Afhandlingens bidrag består i at forsyne denne bevægelse med konceptuelle ressourcer til brug i kampen om udformningen af institutionelle roller.

 

For at udvikle forestillingen om institutionel turnaround teoretisk trækker afhandlingen teorier om offentlig værdi og teorier om institutionelt entreprenørskab sammen. Afhandlingen placerer institutionel turnaround som en type a strategi med særlig relevans for 2. generations institutionelle ledere og iværksættere, som oplever organisatorisk nedgang efter perioder med fremgang. Når det sker må institutionelle iværksættere ikke blot balancere deres egen vision for en ny institutionel rolle mod de dominerende institutionelle logikker i det felt, organisationen tilhører. De må ovenikøbet gøre det på en måde som også balancerer den nye rolle imod organisationens identitet, dens troskab til koalitioner med andre aktører, og dens grundværdier. Til støtte for denne balancegang udvikler afhandlingen et teoretisk rammeværk til at navigere i en institutionel turnaround, som er baseret på en integreret, diskursiv forståelse af institutionaliseringsprocesser.

 

For at forankre forestillingen om institutionel turnaround empirisk gennemfører afhandlingen et dybdegående casestudie af et tilfælde, som er både typisk og paradigmatisk for 2. generations institutionelt entreprenørskab. Teknologirådet blev etableret af Folketinget i 1980’erne som del af en bølge af institutionelle innovationer, der fandt sted under påvirkning af anfægtelser i samfundet omkring industriel innovationspolitik. I dens fremgangsperiode kom organisationen til at spille en rolle i at forsvare den demokratiske pluralisme i en tid med high-tech industriel innovation, og den kom snart til at ligge på linje med bæredygtighedsbevægelsen. Imidlertid skabte nye institutionelle logikker og konkurrerende institutionelle entreprenørers strategiske handlinger institutionelle pres som førte til organisationens fald som institution. Casen er typisk for nuværende tendenser i retning af opløsning af agenturer (’de-agencification’) og gen-centralisering af staten, og case-organisationen er da også langt fra alene i sin nedgang. Den er også paradigmatisk for den institutionelle turnarounds problem står organisationen, på trods af at den igennem rettidig omhu har kunnet sikre sig alternative kilder til omsætning, over for den udfordring nok engang at komme til at spille en institutionel rolle i det danske politiske system.

 

For at identificere strategiske valgmuligheder for case-organisationen gennemfører afhandlingen to empirisk baserede analyser. Den første analyse kaster et retrospektivt blik på case-organisationens situation. Analysen følger dannelsen af feltet for industriel innovationspolitik i Danmark og de institutioner, som blev etableret for at understøtte og styre denne politik fra 1970 til 2015. Den retrospektive analyse viser, hvordan faserne i case-organisationens livscyklus – dens fødsel, opvækst, fald, og overgang – forholder sig til udviklinger og forandringer af institutionelle logikker på feltet. Analysen tager en blandet metodisk tilgang bestående af kvalitativ analyse af folketingspolitikeres artikulation af institutionelle roller i forhold til industriel innovationspolitik; proceskortlægning (’process tracing’) af institutionelle iværksætteres mobilisering af diskurs; og klyngeanalyse af mønstre i rolleartikulationer på feltet. Resultatet er en tæt beskrivelse af den måde hvorpå diskurs, som cirkulerer internationalt, og spilleregler vedtaget på det nationale og europæiske niveau gradvist har sedimenteret logikkerne på feltet for industriel innovationspolitik. Det er disse logikker, som danner baggrund for case-organisationen nuværende strategiske situation.

 

Den anden analyse kaster et fremadskuende blik på case-organisationens situation. Analysen identificerer et sæt af mere eller mindre eftergivende valgmuligheder for gen-artikulation af organisationens rolle i forhold til de for indeværende dominerende institutionelle logikker på feltet. Analysen breder en ellers case-specifik diskussion ud ved at tage højde for spændingen imellem de pluralistiske værdier der ligger til grund for Teknologirådet og den neo-liberale ’New Normal’s’ institutionelle logikker, og ved undervejs at overveje hvorvidt en tættere afstemning i forhold de institutionelle reformprogrammer der går under navnet ’Green New Deal’ måske ville kunne give organisationen en ny kilde til legitimitet og støtte. På den måde anvender analysen det teoretiske rammeværk for institutionel turnaround til at identificere strategiske muligheder i krydsfeltet mellem organisationens identitet og grundværdier på den ene side og på den anden side de dominante institutionelle logikker på feltet og de koalitioner som potentielt kunne udfordre disse logikker.

 

Alt i alt gør afhandlingen tre nye bidrag til den forskningslitteraturen på området. For det første gør afhandlingen en tilføjelse til litteraturen om institutionelt entreprenørskab for bæredygtighed ved at undersøge muligheder for 2. generations institutionelle iværksættere med hensyn til institutionelle roller af central vigtighed, såsom parlamentarisk teknologivurdering. For det andet føjer afhandlingen til litteraturen om overgange til bæredygtighed ved at trække nye perspektiver ind, som handler om offentlig værdiskabelse og institutionelle iværksætteres kamp for at finde nye veje fremad indenfor eller imod dominante institutionelle logikker. Til sidst tilføjer afhandlingen et empirisk funderet nyt begreb til den institutionelle analyses vokabular, hvilket hjælper os til at danne begreb om den afgrænsede handlekraft (’bounded agency’) som kendetegner 2. generations institutionelle ledere og iværksættere under disse specifikke, og ofte oversete, omstændigheder.

Ph.d.-afhandling af
Rasmus Øjvind Nielsen
Medfinansieret af Fonden Teknologirådet

 

Vejleder: Prof. Jacob Torfing
Ph.d.-skolen for Samfundsvidenskab og Erhverv
Roskilde Universitet
For at modtage afhandlingen som PDF-fil, kontakt forfatteren på rn@tekno.dk