Praktikanter til foråret 2019

november 2, 2018

Teknologirådet søger dygtige og energiske praktikanter. Vi tilbyder et spændende og alsidigt praktikforløb, hvor du vil blive dybt involveret i vores daglige arbejde. Arbejdsområderne er meget varierede, og der er gode muligheder som praktikant i Teknologirådet for at blive udfordret fagligt såvel som personligt.

Tiltrædelse d. 1. februar 2019

Om jobbet

Teknologirådet arbejder i spændingsfeltet mellem samfundsudfordringer, teknologi, viden, værdier og handling. Vi skaber platforme, hvor deltagerne lægger deres viden sammen og finder bæredygtige løsninger på tværs af interesser og fag. Vi kombinerer vores viden om samfundsforhold med vores viden om processer.

I Teknologirådet arbejder vi projektorienteret med emner som fx klimatilpasning, digitalisering og sundhed, energieffektivisering, cirkulær økonomi, etik og hjerneforskning. Som praktikant vil du blive tilknyttet ét eller flere projekter som “projektmedarbejder”, hvor du løser selvstændige opgaver i samarbejde med projektlederen. Typiske opgaver består i at researche, bistå projektlederen i udviklingen af projektet, skrive referater og artikler, arrangere og sørge for praktiske detaljer omkring workshops, møder mv., foruden nogle praktiske opgaver.

Kvalifikationer

Vi forventer

  • at du har lyst til at arbejde projektorienteret og med teknologi- og samfundsspørgsmål
  • at du har en faglig forudsætning og/eller interesse for at arbejde med problemstillinger inden for teknologivurdering, offentlig forvaltning og dialogbaserede arbejdsmetoder
  • at du er dygtig til og synes, at det er sjovt at skrive og formidle – også om komplicerede emner på en enkel og forståelig måde
  • at du har en omhyggelig og grundig tilgang til arbejdsopgaver
  • at du er flydende i skriftlig og mundtlig engelsk
  • at du både kan arbejde selvstændigt og samarbejde med andre
  • at du er fleksibel og parat til at påtage dig varierende opgaver

 

Hvis du kan redigere en film, er skrap til at tage billeder eller er en haj til grafiske programmer (fx InDesign, Photoshop og Illustrator), er det også meget velkomment.

Hvem er vi?

Teknologirådet er en non-profit rådgiver og konsulentvirksomhed. Vi er almennyttige og uafhængige af særinteresser, og vi ønsker at bidrage til en mere demokratisk samfundsudvikling. Det arbejder vi for på alle politiske niveauer, fra det kommunale til det globale. Vi er omkring 25 kolleger med en god blanding af alder, erfaring og uddannelse (fx TekSam, antropologi, kommunikation, offentlig forvaltning og filosofi). Du kan læse mere om os og vores projekter på www.tekno.dk.

Ansøgningsfrist

Send senest d. 9. december 2018 en kort motiveret ansøgning, CV og eksamensresultater til praktikant@tekno.dk. Vær opmærksom på, at vi afholder samtaler løbende. Hvis du er interesseret i at kombinere projektarbejde med kommunikationsopgaver, så angiv dette i din ansøgning. Et praktikforløb er ulønnet og er i udgangspunktet 30 timer ugentligt i fem måneder. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte praktikant Laura Astrid Colstrup (lac@tekno.dk / 31 72 63 06) eller projektleder Katrine Lindegaard Juul (klj@tekno.dk / 53 55 97 33).