Teknologirådet afholder konference i Bruxelles – og du er inviteret!

oktober 1, 2015

Engage2020 nærmer sig sin afslutning og slutter af med manér med en konference i Bruxelles. I de sidste to år har det EU-finansierede projekt blandt andet skabt et overblik over et væld af inddragelsesmetoder (57!) og udbredt kendskabet til disse for at inspirere flere aktører fra forskningens verden til at give sig i kast med inddragende processer.

Med udgangspunkt i dette og Engage2020’s andre resultater vil konferencen præsentere og diskutere tendenser, værktøjer og erfaringer inden for samfundsinddragelse i forskning og innovation. Konferencen, der har titlen Engaging Society in Responsible Research and Innovation: What’s Next?, finder sted:

Mandag d. 9. og tirsdag d. 10. november 2015 i Bruxelles

Konferencen vil samle ledende praktikere, forskere og beslutningstagere, der vil gå i dialog med hinanden om, hvad der skal til for at føre samfundsinddragelse i forskning og innovation skridtet videre. Programmet byder på paneldebatter, keynotes såvel som workshops, og der vil være inspiration og viden at hente, hvad enten du er ny eller erfaren indenfor feltet.

Det koster ikke noget at deltage, men du skal tilmelde dig på forhånd. Tilmelding foregår her, hvor du også kan læse mere om konferencen og Engage2020-projektet i sin helhed. Nedenfor kan du endvidere se en kort film, der giver en overordnet introduktion til projektet.

Teknologirådet ser frem til to inspirerende konferencedage – vi håber at se dig i Bruxelles!