1.000 borgere rådgav Regionerne om forbedringer af sundhedsvæsenet

Regionspolitikerne i alle Regionerne fik 130 konkrete forslag til tiltag og visioner for fremtidens service og kommunikation i sundhedsvæsenet. Teknologirådet planlagde og faciliterede dialogmøderne med borgere og politikere i de fem Regioner.

Ordregiver: Danske Regioner
Tidspunkt for opgaven: 2015

Baggrund
Danske Regioner ønskede at høre borgernes idéer og meninger på centrale emner som kommunikation og service som optakt til ny handlingsplan for fremtidens sundhedsvæsen. Borgermøderne var en del af et overordnet arbejde med at skabe en fælles vision og en konkret handleplan for et sundhedsvæsen, der har borgeren som omdrejningspunkt. Sundhedsvæsenet skulle konkret udvikles, så borgernes erfaringer, behov, ønsker og ressourcer i højere grad bliver inddraget i tilrettelæggelsen af sammenhængende patientforløb.

Metode
1.000 borgere mødtes den 28. februar 2015 i de fem regioner til simultane borgertopmøder, hvor borgere og politikere udviklede konkrete tiltag og visioner for fremtidens service og kommunikation indenfor sundhedsvæsenet. Deltagerne diskuterede og lavede visioner på baggrund af hjælpespørgsmål til emnerne service og kommunikation. Deltagernes visionsinput blev fastholdt i en blog til efterfølgende rapportering pr. Region og samlet. Derudover stemte borgerne med elektroniske stemmesedler om konkrete spørgsmål under overskrifterne

a) Sundhed – hvem har ansvaret?
b) Finansiering
c) Behandlingsgaranti og -effekt
d) Egenbetaling

Afstemningsresultaterne kunne aflæses på storskærme i løbet af få sekunder, og både politikere, borgere og embedsmænd synes resultaterne var indsigtsgivende og brugbare.

Denne type proces kan anvendes i andre sammenhænge, hvor målet eksempelvis er ide-indsamling, specificering af ideer og prioritering, samt samskabelse af nye løsninger og handlemuligheder.

Teknologirådets rolle
Teknologirådet rådgav, designede formatet for møderne i de fem borgermøder i regionerne. Teknologirådet stod også for at udføre praktiske og analytiske opgaver som rekruttering af borgere, facilitering af møderne, indsamling og overdragelse af resultater til regionerne, samt en evaluering.

Resultater
Danske Regioner fik 130 brugbare og konkrete forslag som input til en ny handleplan for det fremtidige sundshedsvæsen.

Danske Regioner desuden fik mulighed for at teste og afprøve konkrete teser på borgerne, som svarede positivt eller negativt igen på forslagene. Borgerne afviste eksempelvis, at man i fremtiden skulle kunne betale sig til en hurtigere behandling med en privat sundhedsforsikring med skattefradrag. Resultatet fik indflydelse på de politiske beslutninger efterfølgende.

Danske Region fik dermed bekræftet, at dialog er vejen frem for at træffe rigtige beslutninger.