Ny ældrepolitik med input fra borgerne

Lokale interessenter gav politikerne konkrete idéer til centrale emner i ny ældrepolitik. Teknologirådet planlagde og faciliterede en debat om den fremtidige ældrepolitik i Allerød Kommune. 

Ordregiver: Allerød Kommune
Tidspunkt for opgaven: 2016

Baggrund
Allerød Kommune ønskede en åben involvering af borgere og lokale aktørers holdninger og idéer til den kommende Ældrepolitik. Ældrerådet i kommunen skulle efterfølgende hjælpe til med at prioritere i de indkomne forslag, inden Ældrepolitikken tages op i byrådet til videre bearbejdning.

Metode
Ca. 50 borgere og lokale foreninger deltog i en tre timers åben workshop om fem temaer i ældrepolitikken, som var centrale for kommunen at høre feedback på.
Temaerne var:
1. Et godt ældreliv
2. En tryg hverdag
3. Sundhed for ældre
4. Frivillighed
5. Boligformer.

Forud for mødet fik deltagerne et kort informationsmateriale om temaerne som inspiration til fælles diskussion. Ud fra på forhånd fastlagte spørgsmål til temaerne kom deltagerne i små grupper rundt om alle aspekter og fik mulighed for at sige deres holdninger og komme med idéer til politikken. Både politikere og medlemmer af sundheds- og velfærdsudvalget lyttede med ved bordene for at blive klogere på, hvilke idéer borgerne havde. Hver gruppes idéer blev fastholdt i en blog og bearbejdes af Ældrerådet, inden resultaterne videregives til politikerne.

Denne type proces er relevant, når fokus er på indsamling af konkrete ideer og ønsker fra kommunens borgere og lokale aktører.

 

Teknologirådets rolle
Teknologirådet rådgav, designede og faciliterede borgermødet. Desuden gav Teknologirådet sparring på spørgsmål til selve mødet samt informationsmaterialet og udformede en drejebog for mødet. Allerød Kommune stod selv for valg af temaer, udarbejdelse af informationsmateriale, PC’ere til blog, rekruttering af deltagere og bordformænd samt efterbehandling af de indkomne forslag.

Resultater
Politikerne fik konkrete idéer til centrale emner i ældrepolitikken fra lokale interessenter i bearbejdet form. På denne baggrund kan politikerne lave en ny ældrepolitik, der møder bred accept.