Politikere skal gide borgerinddragelse

oktober 24, 2016 - af Lars Klüver

De Radikales leder Morten Østergaard (MØ) lancerede 13.oktober nogle tanker om at indføre blandede rådgivende udvalg – politikere+borgere – i Folketinget og udbrede dem mere til kommunerne (såkaldte § 17, stk. 4-udvalg-udvalg). Intentionen er meget relevant og sympatisk – at give politikerne bedre forståelse for virkeligheden og dermed skabe mere robuste løsninger.

Inden man hopper direkte ud i den konklusion, at blandede udvalg er løsningen, er det dog værd at forstå virkeligheden først, så også borgerinddragelse på Borgen bliver lavet robust.

§ 17, stk. 4-udvalg-udvalg er nemlig ikke kun en succes. Vi hører i kommunerne, at der forekommer frustration hos borgerne over, at udvalgene bruger begrænset tid sammen på grund af politikernes travle dagligdag. Borgerne ønsker at kende området til bunds, have grundige drøftelser, skrive udkast og ideforslag og så videre – mens politikerne ofte aflyser deres deltagelse. Denne type problemer vil ikke blive mindre, hvis man indfører § 17, stk. 4-udvalg-udvalg på Borgen. Et andet problem er, at inddragelsen i disse udvalg er snæver, og udelukker mange andre borgere, som også gerne ville have et ord at sige. Der er absolut også eksempler på meget velfungerende blandede udvalg, men det er svært at sige, hvad der er nøglen til succes.

I de eksempler, der nævnes i artiklen, er der typisk tale om ret ressourcesvage borgere (førtidspension og anbragte børn). Her vil § 17, stk. 4-udvalg-udvalg ikke være mest egnet. Det ville være mere oplagt at lave en serie af møder, hvor et større antal af de ramte borgere sammen kan bidrage med ideer, kommentarer og prioritering af de løsningsforslag, der kommer i spil. Og hvor politikerne især deltager som lyttende og som modtagere af resultaterne. Det ville give en mere tryg ramme for de deltagende borgere.

MØ nævner meget fornuftigt, at han ikke vil kaste vrag på andre former for samskabelse, men at § 17, stk. 4-udvalg-udvalg-udvalgene har noget forpligtende over sig, som er værdifuldt. Jeg har arbejdet med borgerinddragelse i forbindelse med politiske beslutningsprocesser i mere end 25 år og kan forsikre om, at det er muligt at gøre alle former for inddragelse forpligtende. I mine øjne skal forpligtelsen faktisk være fase 1 i udviklingen af al succesfuld inddragelse – for hvis politikerne ikke vil forpligte sig til at deltage og lytte, hvorfor så bruge energi på det?

Vel tilrettelagt inddragelse vil indsætte borgerne som eksperter i deres eget liv, i stedet for at de skal se sig fortolket af akademikere og analytikere. Det vil give gensidig læring – politikerne lærer om virkeligheden hos borgerne, og borgerne lærer om politikernes virkelighed. Borgernes tillid til politikerne vil blive øget, når de selv har prøvet at sidde med ansvaret for at komme med effektive og balancerede svar. Og politikernes tillid til borgerne vil blive øget, når de erfarer, at borgerne i Danmark er ekstremt kompetente og bidrager meget konstruktivt, når de får lov. I Teknologirådet har vi ofte ladet borgerne evaluere inddragelsen, de har deltaget i, og et gennemgående svar er, at borgerne vil have, at politikerne lytter – men at det skal være politikerne, der beslutter. Borgerinddragelse er på ingen måde i modstrid med det repræsentative demokrati.

Til januar afholder Folketingets Præsidium en konference om tillidsskabelse mellem borgere og politikere. Efter min opfattelse et af verdens vigtigste politiske emner i disse år. Man må håbe, at konferencen leder til, at politikere i Danmark sætter sig for at eksperimentere og lære, så der over tid opbygges en samskabende og gensidigt lyttende praksis, hvor samfundets udvikling bliver formet i oplyst og fremsynet samarbejde mellem borgere, eksperter, interessenter og beslutningstagere.

En sådan praksis vil med garanti ikke kun involvere en enkelt forpligtende metode. Den vil bygge på et bredt sæt af involverende metoder, som bruges i de situationer, hvor de hver især er mest hensigtsmæssige. Før vi når dertil, er det vigtigt, at der eksperimenteres med at indbygge metoderne i politikernes hverdag, så man over tid får indarbejdet disse nye samskabende politiske arbejdsformer i vores demokratiske strukturer. Ikke for eksperimentets skyld, men for at sikre at metoderne i sig selv bliver nogle robuste løsninger.

Borgerne vil have, at politikerne lytter – men at det skal være politikerne, der beslutter.
Borgerinddragelse er på ingen måde i modstrid med det repræsentative demokrati.
– Lars Klüver, Adm. Dir., Teknologirådet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *