Elektronisk patientjournal

november 20, 2002

I disse år indføres elektroniske patientjournaler på flere af landets sygehuse. Det er en af de største offentlige IT-investeringer til dato og perspektiverne er vidtrækkende. Men borgerne har hidtil ikke haft mulighed for at ytre sig i debatten. Et borgerpanel på 17 borgere under Teknologirådet har over tre weekender diskuteret forskellige aspekter af den elektroniske patientjournals indførsel – herunder privatlivets fred og patientinformation, centrale versus decentrale systemer, forskning, organisering af sundhedspersonale, og hvordan man kvalitetssikrer EPJ-systemer.

Borgerne har nået konsensus om en lang række aspekter ved indførelsen af elektronisk patientjournal og de præsenterede deres anbefalinger i et slutdokument på et pressemøde den 7 oktober hos United Spaces, Nicolai Eigtvedsgade 26, st. 1401, København K.

Rapporten er udkommet og kan hentes fra linket til højre.

Rapporten indeholder borgernes slutdokument, med vurderinger og anbefalinger til EPJ, samt spørgsmålene til, og svarene fra, de deltagende eksperter.