Antibiotikaresistens

juni 17, 2007

Baggrund

Antibiotika bruges til at bekæmpe infektionssygdomme og er en uerstattelig form for medicinsk behandling – ikke mindst når det gælder potentielt dødelige infektionssygdomme. I de sidste årtier er mikroorganismerne dog i stigende grad blevet resistente over for antibiotika. Det betyder, at man er nødt til at ty til andre behandlingsformer. Og eftersom mikroorganismer ikke holder sig inden for landegrænser, er der tale om et globalt problem – et problem med både menneskelige og økonomiske omkostninger.

Selv om antibiotikaresistens er naturens uundgåelige svar på anvendelse af antibiotika, afhænger det tempo, som resistensen udvikles i, af måden, hvorpå antibiotika bruges og ikke mindst misbruges. Generelt er det sådan, at jo mere man anvender et bestemt antibiotikum, des større risiko er der for, at der udvikles resistens over for det pågældende antibiotikum.

Anvendelse af antibiotika til såvel mennesker som dyr har i de sidste årtier været – og er stadig – meget omfattende, idet der mange steder er en tendens til at betragte antibiotika som et universalmiddel. For eksempel bruger man visse steder stadig antibiotika til at behandle virusinfektioner med, selv om antibiotika ikke har nogen effekt over for vira. Denne form for forkert brug skyldes blandt andet mangel på hurtige og effektive diagnosticeringsmetoder. Når der ikke er hurtige og effektive diagnosticeringsmetoder til rådighed, udskriver nogle læger i stedet antibiotika, bare for en sikkerheds skyld. Der er dog meget stor forskel på omfanget af brug og misbrug af antibiotika i forskellige lande. Ligeledes er der forskel på omfanget af resistens. Men da mikroorganismerne, som nævnt, ikke holder sig inden for landegrænser, kan anvendelse af og resistens over for antibiotika i ét land hurtigt komme til at få betydning i andre lande.

På grund af den nedsatte virkning af de ældre antibiotika er det nødvendigt at udvikle nye. I de sidste årtier har udviklingen af nye antibiotika være markant langsommere end udviklingen af de resistente bakterier. Medicinalvirksomhederne har tilsyneladende ikke den fornødne økonomiske gulerod, der kan få dem til at forske i nye antibiotika. At forske i nye lægemidler koster mange penge, og perioden, hvori det nye middel kan bruges, inden der opstår resistens over for det, er relativ kort. I de tilfælde hvor medicinalvirksomhederne vælger at forske i nye antibiotika, er det som regel de bredspekterede antibiotika, de foretrækker, idet disse kan bruges til flere sygdomme. Men dette kan yderligere fremskynde problemet, fordi bredspektrerede antibiotika er særligt udsatte for resistens.

På grund af frygt for multiresistente bakterier (bakterier der er resistente over for flere antibiotika) og eftersom den bedste måde at undgå resistens på er slet ikke at bruge antibiotika, er der nogle regeringer, som har givet de praktiserende læger det råd, at de slet ikke skal udskrive bredspektret antibiotika. Dette er imidlertid med til at afholde medicinalindustrien fra at forske i antibiotika.

 

Projektets formål

Projektets formål var at pege på en række konkrete politiske redskaber og initiativer, der kunne bidrage til at modvirke problemet med antibiotikaresistens. De politiske initiativer skulle kunne iværksættes af EU.

Projektet tog udgangspunkt i de følgende spørgsmål:

  • Hvilken regulering skal der til for at nedsætte det uhensigtsmæssige forbrug af antibiotika både til dyr og mennesker?
  • Hvilke initiativer, bortset fra regulering, kan bidrage til at reducere brugen af antibiotika?
  • Hvordan kan man sikre forskning i nye smalspektrerede antibiotika eller andre teknologier, der kan bruges til antibakteriel behandling?

 

Metode

En hurtigtarbejdende tværfaglig arbejdsgruppe på fem eksperter mødtes fem gange for at udarbejde en handlingsplan bestående af en række politiske initiativer, der kunne iværksættes af EU.

 

Arbejdsgruppen bestod af:

Frank Aarestrup
forskningsprofessor i antibiotikaresistens på Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, Denmark.
Fernando Baquero
professor i klinisk mikrobiologi på afdelingen for mikrobiologi og smitsomme sygdomme på Ramon y Cajal Hospital, Madrid, Spanien.
Joanna Coast
professor i sundhedsøkonomi på University of Birmingham, Storbritanien.
Niels Frimodt-Møller
adjungeret professor i mikrobiologi, Aarhus Universitet. Leder af afdelingen for antibiotikaresistens og sygehushygiejne, Statens Serum Institut, Denmark.
Anne-Laure Ropars
master i politisk økonomi og internationale relationer. Senior Policy Analyst, Pharmaceutical R & D Policy Programme, The George Institute for National Health, Storbritanien.

Arbejdsgruppens første opgave var at udarbejde en foreløbig rapport med forslag til politiske initiativer. Denne rapport blev diskuteret på et udvidet arbejdsgruppemøde med deltagelse af yderligere fem eksperter fra forskellige fagområder. De fem eksperter var:

Christina Greko
Swedish National Veterinary Institute
Patrice Nordmann
Hospital Bicêtre South-Paris Medical School
Richard Smith
University of East Anglia
Henri A. Verbrugh
Erasmus University, Rotterdam
Marcelo I. Sosa
Department of Scientific Policies, European Parliament

På baggrund af kommentarerne fra det udvidede arbejdsgruppemøde redigerede arbejdsgruppen den foreløbige rapport og præsenterede den på en workshop afholdt i EU-parlamentet i Bruxelles den 14. september 2006. Til workshoppen var inviteret yderligere fire eksperter, som havde fået til opgave at kommentere rapporten. Disse fire eksperter var:

Peet Tüll
European Centre for Disease Prevention and Control (ECDC)
Kathleen Holloway
World Health Organization (WHO)
Anna Lönnroth
European Commission, DG Research
Herman Goossens
Antwerp University. Koordinator af European Surveillance of Antibiotic Consumption (ESAC), og Genomics to Combat Resistance against Antibiotics in Community-acquired LRTI in Europe (GRACE).

Den endelige rapport, som udkom i slutningen af Oktober 2006, har taget højde for en række af de kommentarer, som blev fremført på workshoppen.