Det lysegrønne landbrug

december 1, 1994

Forord

Fremtidens danske landbrug er i stigende grad til debat. Årsagen er ikke mindst kravene om mere miljøvenlig landbrugsproduktion og øgede krav om sundere fødevarer.

Traditionelt har denne diskussion været ført mellem fortalere for henholdsvis økologiske dyrkningsmetoder og de konventionelle landbrugsmetoder.

Det lysegrønne landbrug – integreret produktion – er ofte fremført som landbrugets svar på kravene om en mere miljøvenlig landbrugsproduktion. Det er hverken økologisk eller konventionelt, men det bedste fra begge dele under hensyntagen til både produktivitet og miljø.

På hvilken måde det lysegrønne landbrug adskiller sig fra de to andre former har stor interesse.

Teknologinævnet har derfor afholdt en konsensuskonference på Christiansborg i dagene 23. november til 25. november om det lysegrønne landbrug.

Formålet med konferencen var blandt andet at skabe overblik over, hvad integreret produktion er og at få vurderet og besvaret spørgsmål om integreret produktion er en mulig løsning på landbrugets dyrkningspraksis.

Desuden var konferencens formål at sprede interesse og viden, så debatten om dansk landbrug kan blive mere udbredt og nuanceret samt give interessenter og beslutningstagere et bredere grundlag for stillingtagen på området.

Denne rapport indeholder konferencens slutdokument, udarbejdet af spørgepanelet. Desuden indeholder rapporten eksperternes oplæg.

Jeg vil gerne takke alle medvirkende ved arrangementet og særligt til planlægningsgruppen og panelerne, hvis store arbejde i forbindelse med forberedelserne har gjort denne konsensuskonference mulig.

Teknologinævnets sekretariat, December 1994.

Johs. Grundahl