Fremtidens bibliotek

oktober 20, 1996

Forord

I denne rapport er samlet resultater fra Teknologirådets projekt om fremtidens folkebibliotek. Det er vores håb at projektet vil bidrage til den debat der er fuld gang om udvikling af folkebiblioteket og dets rolle i info-samfundet. Debatten vedrører både de generelle rammer som vedtages af folketinget og den lokale planlægning som foretages i kommunerne. Teknologirådet har udarbejdet en scenarieværkstedspakke, som kan benyttes af kommunerne til at afholde lokale scenarieværksteder, der involverer politiker, biblioteksmedarbejder og brugere/borgere i en fælles dialog om bibliotekets udvikling.

Projektet blev startet efter en henvendelse fra Ballerup Bibliotekerne. Gennem hele projektet har der været et tæt samarbejde med Ballerup Kommune og med Ballerup Bibliotekerne uden hvilken projektet ikke havde kunnet gennemføres. Hovedaktiviteten har været et scenarieværksted i Ballerup, som kun blev gennemført med bibliotekets og kommunens aktive og engagerede medvirken. Brugerne og borgerne skal være med til at diskutere, hvad man ønsker at bruge informationsteknologien til. Dialogen er derfor det vigtigste formål med scenarieværkstedet.

I projektets forskellige aktiviteter har deltaget et stort antal mennesker. Teknologirådet skal sige tak til medlemmerne af idegruppen, som gennem 2 år fulgte projektet og kom med råd og dåd. Videre vil vi sige tak til deltagerne i scenarieværkstedet for at ville bruge tiden og turde afprøve nye visioner, tak til deltagerne i delfi-undersøgelse, som besvarede og flittigt kommenterede en lang række spørgsmål om informationsteknologien og biblioteket, tak til ordstyrer, oplægsholdere og deltagere i det elektroniske forsamlingshus som afprøvede denne nye mødeform og bar over med de tekniske vanskeligheder og tak til oplægsholdere og paneldeltagere i konferencen om scenarieværkstedets resultater.

Økonomisk støtte til projektet fra Forskningsministeriet, Kulturministeriet og Det Kommunale Momsfond har gjort det muligt at lave en særlig afrapportering til “udvalget om bibliotekerne i informationssamfundet” og udarbejde scenarieværkstedspakken.

Til sidst skal der være en særlig tak til borgmester Ove Dalsgaard og stadsbibliotekar Poul Andersen som gjorde projektet muligt og medvirkede til dets gennemførelse.