Klimatilpasning i Grøndalsparken

oktober 9, 2017

København- og Frederiksberg kommuner vil i samarbejde med deres forsyningsselskaber sikre effektiv inddragelse af interessenter og borgere under klimasikringen af området omkring Grøndalsparken. Teknologirådet bidrog med udvikling af de metoder, der indgår i procesplanen og understøtter den gode dialog under hele projektperioden.

Ordregiver: Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, HOFOR og Frederiksberg Forsyning.
Tidspunkt for opgaven: 2017

Baggrund og metoder
Området omkring Grøndalsparken skal klimasikres og fremadrettet være i stand til at håndtere en 100 års regnhændelse. Grøndalsparken er et glimrende sted at etablere regnvandsbassiner, der beskytter de omkringliggende lokalområder samt veje og toglinjer mm. Desuden kan projektet give parken et tiltrængt løft ift. natur- og fritidsinteresser, f.eks. kan åen atter blotlægges. Teknologirådet har i samarbejde med Niras udviklet en procesplan og et metodekatalog for, hvordan interessenter og borgere kan inddrages undervejs i løbet af hele processen, der vil strække sig over de næste mange år. Ved at inddrage interessenter og borgere i projektet sikres de bedste forudsætninger for projektets videre forløb, hvor de forskellige interesser, brugsmønstre og eventuelle begrænsninger afdækkes.

Procesplan og metodekatalog sætter rammer og indhold for Grøndalsprojektets faser fra projektidé og til projektet står færdigt.

Teknologirådets rolle
Teknologirådet har udarbejdet et metodekatalog, som underbygger og udfolder procesplanen fra start til slut i projektperioden. Projektgruppen kan i projekts forskellige faser få viden om, hvilke interessenter, der skal inddrages, hvornår i projektet de skal inddrages samt på hvilken måde de skal inddrages.

Eksempler på interessenter
DSB, Banedanmark, Metroselskabet, Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd fællesrepræsentation for spejdergrupper, Danmarks Naturfredningsforening København, Friluftrådet, DOF, Vanløse lokaludvalg, Nørrebro Lokaludvalg og Enggruppen.