Kommuner giver anbefalinger til kystbeskyttelse

januar 20, 2016

De danske kyster er sårbare overfor klimaforandringer, som påvirker både natur og kultur samt udfordrer de samfundsmæssige værdier der knytter sig til de kystnære områder. Som et resultat af dette har Miljøministeriet igangsat en Kystanalyse. Som led i denne, udførte Teknologirådet både en interessentinddragelse samt en række cases baseret på kvalitative interviews, om kommunernes rolle i forhold til kystbeskyttelse.

 

I Danmark har vi 7.300 km kyst. Det er områder der danner rammer for aktiviteter, der spænder fra rekreation over turisme til industri. Kystnær bebyggelse er derfor attraktiv, for private såvel som for erhvervslivet. I dag er det de enkelte grundejere, som har ansvaret for kystbeskyttelse af deres egen grund, dog har kommunerne også mulighed for at pålægge grundejere at igangsætte kystbeskyttelse, hvis de vurderer, at den eksisterende beskyttelse ikke er tilstrækkelig. Det resulterer ofte i løsninger, der er fragmenterede, kortsigtede og omkostningsfulde. Teknologirådet fik primo 2015 til opgave at undersøge hvorvidt kommunerne har de fornødne værktøjer, såvel tekniske som juridiske, til at sikre en omkostningseffektiv og helhedsorienteret kystbeskyttelse.

 

En effektiv inddragelsesproces, som fik skabt et kvalificeret beslutningsgrundlag

Inddragelsen skulle bygge på en bred høring blandt kystkommunerne, for at sikre at alle relevante input blev hørt. Teknologirådet udarbejdede procesdesign og gennemførte en interessentinddragelse blandt 58 af landets 78 kystkommuner samt KL.
(Se kort over de deltagende kommuner)

Processen startede med en skriftlig høring af alle kystkommuner, ved at indsamle deres erfaringer og udfordringer, dette dannede grundlag for Teknologirådets videre arbejde. De mest udbredte udfordringer kommunerne udpegede var:

  • Modeller for udgiftsfordeling
  • Tværkommunale samarbejder
  • Interne kommunale processer
  • Kystbeskyttelse i forbindelse med fredede områder
  • Sagsgange mellem kommunen og eksterne aktører

 

Disse udfordringer blev til fem temaer, som blev bearbejdet på en endags interessentworkshop i Nyborg, i april 2015. Her blev de relevante embedsfolk fra landets kystkommuner samlet, og deres viden gav et vigtigt og essentielt indspark til kystanalysen.

 

Teknologirådets opgave var at skabe rammerne og facilitere processen, for at få skabt en konstruktiv og udbytterig diskussion. Alle indsigter og anbefalinger fra workshoppen blev dokumenteret, systematiseret og analyseret. Efterfølgende udarbejdede Teknologirådet en rapport som en del af Miljøministeriets Kystanalyse, der skal være med til at give beslutningstagerne et kvalificeret grundlag at lovgive ud fra.

 

Miljøministeriets rapport er stadig under udarbejdelse og er derfor endnu ikke offentliggjort. Det forventes at rapporten bliver udgivet i starten af 2016.