Kommunikation om risiko

marts 23, 1999

Risiko er et vigtigt tema både for den enkelte i dagligdagen – og for samfundet. Regulering med henblik på risikominimering spiller en stor rolle i arbejdet i mange ministerier og dermed også for det politiske arbejde. Forbrug og produktion af fødevarer, miljø- og energi, trafik, medicin, arbejdsmiljø m.fl. er områder, hvor risikoregulering er meget centralt.
Som borgere, forbrugere og på arbejdspladsen møder vi risikoregulering f.eks. i form af forbud, påbud, grænseværdier, sikkerhedsstandarder m.v. og vi må mere eller mindre bevidst tage beslutninger om, hvordan vi håndterer og minimerer risici i vores eget liv.

Grundlaget for beslutninger om, hvordan samfundet skal forvalte en given risiko kan være en videnskabelig analyse af sandsynligheden for at en uønsket hændelse indtræffer indenfor et givet tidsrum. En sådan risikoanalyse lægges til grund for en risikovurdering, som i hvert fald i princippet er en politisk vurdering, hvor der foretages en afvejning af fordele og ulemper ved at tage en given risiko samt tages beslutning om, hvordan en risiko skal forvaltes eller håndteres.
Konflikter om risikopolitik og beslutninger om risikohåndtering spiller en stor rolle i debatten om teknologi og kommer af og til til udtryk som direkte konfrontation mellem beslutningstagere og borgere, som nægter at acceptere en beslutning, jfr. for eksempel modtagelsen af et parti gensplejsede soyabønner på Århus havn i 1996. Oftest møder vi dog sådanne konflikter i mediedebatter om risici, f.eks. i forbindelse med atomkraft, gensplejsning, miljørisici, sundhedsrisici i forbindelse med fødevarer og medicinsk behandling.
Den øgede debat om risiko og offentlighedens opmærksomhed på risikokonflikter har stimuleret interessen både her og i udlandet for at udvikle risikokommunikation mellem de, som træffer beslutninger og forvalter risiko, og de som udsættes for den. I den forbindelse har man peget på, at risikokommunikationen kan have 3 formål, som også dækker beskrivelsen af 3 faser i risikokommunikationens historie:

1. at sikre at alle som skal informeres om en risiko er istand til at forstå meningen med den information, som de får.
2. at overtale modtagerne af information om risiko til at ændre holdning eller adfærd og acceptere at blive udsat for en given risiko
3. at skabe betingelser for dialog om risikospørgsmål, så alle berørte parter kan deltage i en målrettet, kvalificeret og demokratisk konfliktløsningsproces.

I den aktuelle debat om risikokommunikation samler interessen sig især om det skitserede 3. formål med risikokommunikation. Det betyder ikke, at de to andre formål ikke længere skal opfyldes, det skal de i mange tilfælde.
Behovet for to-vejs risikokommunikation, hvor man taler med og lytter til bekymrede og interesserede borgere, skyldes at der i mange tilfælde er troværdighedsproblemer for myndigheder og erhvervsliv forbundet med risikokonflikter, og der kan være brug for at bygge bro mellem eksperter, beslutningstagere og befolkning, hvis offentlighedens tillid til beslutningernes legitimitet skal genopbygges. Hertil kommer en stigende erkendelse af, at beslutninger om risiko af og til er blevet truffet på et mangelfuldt eller usagligt grundlag.
Derfor anses to-vejs risikokommunikation, hvor man taler med og lytter til bekymrede og interesserede borgere som en vigtig vej til at træffe bedre beslutninger og forøge deres legitimitet. Et sådant beslutningsgrundlag vil også mindske beslutningstagernes afhængighed af eksperter på området.
Projektforslaget drejer sig om det skitserede 3. formål med risikokommunikation: at udvikle betingelserne for to-vejs kommunikation med henblik på at forebygge eller løse risikokonflikter og generelt skabe et bedre beslutningsgrundlag for risikopolitik.