Pris på miljøet?

april 8, 2003

At sætte kroner og øre på miljøet via miljøøkonomiske analyser er et nyt værktøj i miljøpolitikken. Teknologirådet bad et borgerpanel om at vurdere dette værktøj på en offentlig konference den 9. til 12. maj på Christiansborg.

Når samfundet gør en indsats koster det som regel penge. Men kan denne indsats betale sig i kroner og øre? Dét at sætte pris på, ikke bare omkostningerne, men også gevinsten ved en indsats er ikke et nyt værktøj for politikerne og andre beslutningstagere. Det kendes fra andre politikområder. Det nye er at det nu er miljøet, der skal prissættes i større omfang end tidligere, som grundlag for at politikerne beslutter en indsats – eller beslutter ikke at gøre en indsats.

Når det gælder miljøet har vi herhjemme først for alvor taget hul på at bruge værktøjet med at prissætte inden for de sidste par år. Endnu er der altså god mulighed for en grundig debat om hvordan vi fremover ønsker at bruge dette værktøj til at prioritere og til at tage beslutninger på miljøområdet.

Teknologirådet samlede et panel af borgere med det formål at de skulle vurdere anvendeligheden af dette værktøj. Hvad kan politikere og andre beslutningstagere bruge det til? Hvad kan det ikke bruges til? Hvordan sikrer man de bedst mulige analyser, hvis sådanne værktøjer skal anvendes? Hvad kan vi acceptere? Hvad kan vi ikke acceptere?

Konsensuskonferencen fandt sted fra den 9. til den 12. maj 2003 i Landstingssalen på Christiansborg.

 

Konsensuskonferencen ”Pris på miljøet?” blev planlagt i samarbejde med en planlægningsgruppe med:

  • Bente Aagaard Lomstein, lektor, lic.scient., ph.d, Afd. for Mikrobiel Økologi, Biologisk Institut, Aarhus Universitet
  • Jørgen Birk Mortensen, lektor, cand.polit., medl. af Det Økonomiske Råds formandsskab (vismand), Økonomisk Institut, Københavns Universitet
  • Kirsten Halsnæs, seniorforsker, cand.polit., ph.d, Afd. for Systemanalyse, RISØ
  • Mette Boye, cand.scient.pol., miljø- og sundhedspolitisk medarbejder, Forbrugerrådet
  • Mikael Skou Andersen, forskningsprofessor, cand.scient.pol., Afd. for Systemanalyse, Danmarks Miljøundersøgelser
  • Niels Kærgård, professor, dr.polit., Inst. for Økonomi, Skov og Landskab, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole
  • Per Vagn-Hansen, embedslæge, speciallæge i samfundsmedicin, Storstrøms Amt
  • Poul Harremoës, professor, Miljø & Ressourcer, Danmarks Tekniske Universitet
  • Anne Funch Rohmann, projektleder, Teknologirådet