Sikkerhedsteknologier og beskyttelse af privatlivet (PRISE)

oktober 19, 2006

PRISE-projektet bidrog til at fremme en sikker fremtid for Europa, gennem sikkerhedstiltag og sikkerhedsforskning som tager hensyn til beskyttelse af privatlivet og andre grundlæggende menneskerettigheder, og som har bred offentlig accept.

 

Status

Borgerinddragelsen blev gennemført i maj og juni 2007. Der er efterfølgende blevet produceret i alt seks nationale og én samlet rapport. På baggrund af disse er der blevet udviklet retningslinier for udviklingen af ny sikkerhedsteknologi i overenstemmelse med privatlivets fred. Projektets resultater og metode blev debatteret på en afsluttende international konference i Wien, april 2008.

 

Projektets baggrund

Gennem det 7. rammeprogram kommer EU til at investere store summer i forskning og udvikling af teknologier, der skal sikre samfundets sikkerhed. Disse nye teknologier bør udvikles i overensstemmelser med grundlæggende menneskerettigheder – specielt privatlivsbeskyttelse. PRISE har igennem projektet produceret retningslinjer for, hvordan beskyttelse af privatliv kan indgå i forskning i og anvendelsen af ny sikkerhedsteknologi. Projektet er en støtteaktivitet under PASR programmet og vil hjælpe EU i udformningen af fremtidige forskningsprogrammer i overenstemmelse med Europæiske værdier. Sikkerhedsteknologier der er udviklet i overensstemmelse med disse værdier vil have bredere accept i befolkningen og på den baggrund give den europæiske sikkerhedsindustri en konkurrencefordel.

 

Aktiviteter

  • Udvikling af kriterier og retningslinjer for sikkerhedsforskning og teknologiudvikling som tager hensyn til privatlivsbeskyttelse;
  • Udvikling af scenarier for sikkerhedsteknologier og sikkerhedstiltag;
  • Afprøvning af scenarierne gennem en borgerinddragelsesproces i forskellige europæiske lande for at få et indtryk af hvordan sikkerhed og privatlivsbeskyttelse opleves i offentligheden, og hvilke preferencer europæiske borgere har på området;
  • Videreudvikling af kriterier og retningslinjer gennem direkte involvering af leverandører af sikkerhedsteknologi, private og offentlige brugere og udviklere, institutioner og organer som former politikker og love, samt organisationer som repræsenterer (potentielt) modstridende interesser;
  • Formidling af resultatet til aktører som er relevante i udformingen af teknologi og politikker på området.