Syntesebiologi til debat

juni 15, 2011

Syntesebiologi er et nyt, og for mange fremmed, felt, der potentielt kan løse nogle af de store udfordringer, som vi i dag har svært ved at håndtere. Teknologien er endnu på et tidligt stadie og først i løbet af 15-20 år kan det vurderes om visionerne for forskningen kan blive til virkelighed. Danske forskere og virksomheder har gode muligheder for en stærk position i forhold til syntetisk biologi. Spørgsmålet er, hvordan vi skal håndtere syntesebiologien. En arbejdsgruppe nedsat af Teknologirådet og Det Etiske Råd fastlagde i april 2011 linjer for, hvilke områder der skal sættes fokus på og hvordan.

Teknologirådet og Det Etiske Råd arbejdede i perioden april 2010 til april 2011 med et projekt om syntesebiologi. En arbejdsgruppe udformede idéer til et debatmateriale om forskningsfeltet. Denne arbejdsgruppe bestod af eksperter inden for biologi, fysik/kemi, filosofi, risikokommunikation og vidensformidling.

Debat om syntesebiologi
Eftersom syntesebiologi potentielt kan løse nogle af de store udfordringer, som vi i dag har svært ved at håndtere, kom arbejdsgruppen blandt andet frem til, at det er vigtigt, at både almindelige mennesker og fagfolk debatterer brugen af syntesebiologi med særlig henblik på anvendelsesmuligheder, forskningsprioritering, etik, demokratisk håndtering, risikovurdering og regulering.

Det endelige debatmateriale blev rettet bredt mod forskellige forskningsmiljøer, virksomheder, offentlige institutioner samt mod det politiske niveau og myndighederne, da disse instanser potentielt skal lovgive på området.

Debatmaterialet indeholdt ikke færdige vurderinger af potentialer og samfundsmæssige udfordringer for syntesebiologi. Materialet var derimod udarbejdet med henblik på at åbne en dansk debat om syntesebiologi med både positive og kritiske vinkler, som oplæg til en nuanceret debat som grundlag for kvalificerede løsningsmuligheder.

Highlights fra arbejdsgruppens debatoplæg
– Syntesebiologi befinder sig på et tidligt stadie, hvor der er mulighed for at være proaktiv på området.
– Det er vigtigt at skabe en åben og tværfaglig dialog om syntesebiologi.
– De risici der er forbundet med syntesebiologi er på nuværende stadie begrænsede.
– Det er vigtigt at arbejde med en ansvarlig forvaltning af forskning og udvikling af syntesebiologi.
– Den brede offentlighed bør løbende involveres i de etiske og værdimæssige aspekter omkring syntesebiologi.
– Alle lande skal tage del i et internationalt samarbejde, hvor syntesebiologiens potentiale og nødvendige regulering bliver et fælles anliggende.

Fakta om syntesebiologi
Syntesebiologi ligger tæt op ad traditionel bioteknologi og genteknologi og går ud på at kombinere levende celler, gener, proteiner og cellemembraner med døde elementer som elektroder, metaloverflader og nanofibre. Syntesebiologi har som perspektiver at kunne udvikle produkter inden for områder som ren energi, forureningskontrol, ny og forbedret medicin og grøn kemi.

Projektets arbejdsgruppe bestod af:
Birger Lindberg Møller, Det Biovidenskabelige Fakultet, KU-Life
Gunna Christiansen, Det Etiske Råd
Maja Horst, Institut for Organisation, CBS
Morten Andreasen, Det Etiske Råds Sekretariat
Steen Rasmussen, Det Naturvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet
Sune Holm, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, København Universitet
Thomas Breck, Center for Risikokommunikation

Links