Test dig selv

maj 18, 2016

Med udsigt til et stigende antal selvtests på markedet var der brug for at få diskuteret, hvordan samfundet fremover skulle forholde sig til de mange forskellige tests, herunder også de udenlandske tests, som var tilgængelige via internettet.

Projektets formål var at søge at skabe et overblik over udbuddet af selvtests og at diskutere, hvordan forskellige produkter eller produktgrupper fremover skulle håndteres af sundhedsvæsenet, så de kunne gavne den enkelte borger og samfundet mest muligt.

Læs Teknologidebat, oktober 2011 med fokus på selvtest: Teknologidebat – oktober 2011

Download rapporten “Test dig selv” (PDF)

Variationen af test, der kan anvendes som selvtest, er stigende. Det skyldes dels, at den teknologiske udvikling har gjort det muligt at fremstille testene til en overkommelig pris, og at selvtestning går hånd i hånd med en række generelle samfundstendenser som øget fokus på sundhed og velvære, øget individualisering og ønsker om effektivitet og tidsbesparelser.

Selvtest kan både bruges som et led i behandlingen af kronisk syge patienter i samarbejde med sundhedsvæsenet og af raske borgere, som ønsker at teste sig selv på egen hånd. Gruppen af raske borgere udgør et stort forretningspotentiale og der kan i dag købes en test for de fleste tilstande via internettet.

Projektet Test dig selv! søgte at skabe et overblik over feltet af selvtest med henblik på at vurdere, hvad der skulle til for, at selvtest kan bidrage bedst muligt til at forbedre folkesundhed, livskvalitet og økonomi i det danske samfund.

Arbejdet er gennemført af en arbejdsgruppe, som bestod af:
Bibi Hølge-Hazelton, Forskningsenheden for Almen Praksis, Københavns Universitet
Gregers Hansen-Nord, Almen Praktiserende læge
Henriette Langstrup, Center for Medicinske Videnskabs- og Teknologistudier, Københavns Universitet
Henriette Mabeck, Dansk Sundhedsinstitut (DSI)
Janine Morgall Traulsen, Institut for Farmakologi og Farmakoterapi, Københavns Universitet
John Brodersen, Forskningsenheden for Almen Praksis, Københavns Universitet
Kim Brixen, Klinisk Institut, Syddansk Universitet
Sine Jensen, Sundhedspolitisk medarbejder, Forbrugerrådet
Svend Juul Jørgensen, Sundhedsstyrelsen

Arbejdsgruppen foretog en vurdering af selvtest baseret på en opdeling af selvtest i test til kronisk syge patienter og test til raske. Endvidere skelnede arbejdsgruppen mellem, om testen blev anvendt i samarbejde med sundhedsvæsenet eller på eget initiativ.
I projektforløbet blev der afholdt en workshop med deltagelse af yderligere 20 fagfolk og interessenter, som drøftede muligheder og udfordringer ved test med arbejdsgruppen.
Rapporten fra projektet blev offentliggjort den 25. oktober 2011 ved et åbent debatarrangement i Teknologirådet. Her præsenterede arbejdsgruppens medlemmer deres konklusioner og anbefalinger for et panel af politikere og gæsterne i salen.

Politikerpanelet bestod af:
• Anne-Mette Winther Christiansen, medlem af Folketinget (V)
• Benny Engelbrecht, medlem af Folketinget (S)
• Ninna Thomsen, sundhedsborgmester i Kbh´s Kommune(SF)

Nedenfor findes links til video fra arrangementet samt til projektbeskrivelse og rapport.

Links