Universel adgang

december 12, 1995

Forord

Teknologirådets projekt om fremtidens bibliotek og informationsteknologien sætter fokus på universel adgang – adgang for alle – til information og kommunikation. Projektet udspringer af en opfordring fra Ballerup Bibliotekerne om Teknologirådets bistand i et forsøg på at inddrage brugere og andre relevante aktører i en dialog om ønsker og visioner for bibliotekets rolle i fremtidens lokalsamfund. At få brugerne med i debatten om hvordan vi forholder os kritisk og kreativt til teknologiens muligheder – og hvordan biblioteket (og samfundet iøvrigt) skal bidrage til informationssamfundet i form af adgang til nye medier, net og databaser.

Kan teknologien bruges til at give borgerne bedre grundlag for at deltage i beslutninger og demokrati? Kan den medvirke til at udvikle sjovere og mere levende lokalsamfund? Hvilke krav stiller forskellige slags brugere til teknik og organisation, hvis mulighederne for information og kommunikation reelt skal være til rådighed? Hvem skal være ansvarlig for at gøre mulighederne tilgængelige? Og skal de stilles til rådighed for alle i samfundet? Hvordan skal det finansieres? Og hvordan tackles de økonomiske, tekniske, juridiske, kulturelle og andre barrierer som stiller sig i vejen for at virkeliggøre ønskerne?

Det elektroniske forsamlingshus – som denne rapport handler om – har været en del af projektets første fase. I de efterfølgende faser skal der udarbejdes scenarier og gennemføres scenarieværksteder. Scenarierne beskriver forskellige problemstillinger i forbindelse med universel adgang – som eksempelvis A- og B-hold, privat eller offentlig udbud af information-serviceydelser, borgerne som forbrugere og/eller informationsproducenter, informationsoverflod, “informationsagenter” etc. Resultaterne fra Teknologirådets samlede projekt præsenteres til debat på en konference i juni 1996.

En arbejdsgruppe følger projektet og rådgiver om planlægning og tilrettelæggelse. Projektleder i Teknologirådets sekretariat er Ida Andersen og Steffen Stripp er konsulent. Lars Qvortrup – Center for Kulturstudier, Odense Universitet – har været ordstyrer på det elektroniske forsamlingshus og har udarbejdet og redigeret denne rapport.

Teknologirådet, december 1995.

 

Indledning

I tre uger fra 11. september til 2. oktober 1995 debatterede godt 500 mennesker fra hele Danmark (samt fra en række udlande) et af de centrale spørgsmål vedrørende det kommende informationssamfund, nemlig spørgsmålet om universel adgang. Informationssamfundet kommer – og er allerede på vej – men skal det være de fås eller de manges samfund? Skal adgangen til at skaffe sig informationer og til selv at udsende informationer være forbeholdt et mindretal, eller skal det være såvel en ret som en mulighed, som omfatter alle? Skal informationssamfundet med andre ord være et demokratisk samfund?

Debatten foregik i Teknologirådets elektroniske forsamlingshus. De mange deltagere mødtes altså ikke fysisk, men alene elektronisk. Indlæg blev indsendt via elektronisk post til en “list server”. Herfra blev indkomne indlæg af ordstyreren opdelt i temaer, forsynet med overskrifter og i enkelte tilfælde mildt redigeret. Derefter blev de – 2-3 gange om ugen – udsendt i “elektroniske pakker”, således at hver “pakke” blev indledt med et resumé ved ordstyreren, og med forslag til hvor debatten herefter kunne bevæge sig hen. Konferencen var altså en elektronisk ordstyrer-konference i modsætning til såkaldt uredigerede elektroniske konferencer.

Selv om forsamlingshuset var elektronisk, lagde det ikke en dæmper på debatten. Efter forskningsminister Frank Jensens velkomst til konferencen og efter tre indledende oplæg gik diskussionen i gang, og der blev i alt udsendt 94 indlæg: Små og store, konstruktive og kritiske, med kommentarer, redegørelser, forslag og sure opstød. Skriver man det hele ud svarer det til små 200 sider med den mindste linjeafstand. Iveren for at deltage – og for at fortsætte – var stor. Således indeholdt flere af de afsluttende indlæg opfordringer om at konferencen burde fortsætte et stykke tid endnu.

Efter godt og vel to uger blev der på baggrund af den foreløbige debat udarbejdet et forslag til konklusioner. Disse konklusioner blev så debatteret i løbet af konferencens sidste dage, og på baggrund af denne diskussion udarbejdede ordstyreren de endelige konklusioner.

Umiddelbart efter konferencen blev der sendt et spørgeskema rundt til deltagerne om deres erfaringer med det elektroniske forsamlingshus. Resultatet af denne spørgeskemaundersøgelse er også med i rapporten.