World Wide Views on Climate and Energy

december 3, 2015

Det største globale borgerinddragelsesprojekt om klima og energi nogensinde!

10.000 borgere har deltaget på verdensplan

Den 6. juni i år samledes knap 10.000 almindelige borgere, i grupper på 100 hver, til 96 heldags debatter i 76 lande. De mødtes for at diskutere nogle af de centrale spørgsmål i de igangværende klimaforhandlinger til COP21 og for at stemme på deres foretrukne politiske løsningsforslag. Debatten var centreret om fem temaer:

  • Vigtigheden af at tackle klimaforandringer

  • Redskaber til at tackle klimaforandringer

  • FN-forhandlinger og nationale forpligtelser

  • Fairness og bestræbelser på fordeling

  • At opstille og overholde klimaløfter

Afghanistan citizens debating_3

 

Debat på velinformeret grundlag

Inden mødet havde alle borgere modtaget skriftligt informationsmateriale, der præsenterede fakta og forskellige synspunkter på klima- og energispørgsmål, og der blev vist en introduktionsvideo til hvert tema. Herefter havde borgerne god tid til at diskutere det aktuelle emne, inden de stemte individuelt på en række spørgsmål. Introduktionsvideoerne findes her med dansk tale, mens du kan hente informationsmateriale, videoer og spørgsmål på flere forskellige sprog her.

Resultaterne blev publiceret med det samme online på projektets hjemmeside, hvor de stadig ligger. Og eftersom spørgsmålene var enslydende over hele verden, er det muligt at sammenligne befolkningernes holdnineger til klima- og energispøgsmål i forskellige lande og landegrupper med betydning for de internationale politiske forhandlinger.

Resultatrapport præsenteret på højt niveau ved FN’s generalforsamling

Resultaterne blev også efterfølgende bearbejdet og udgivet i en resultatrapport, der præsenterer nogle af de mest interessante, globale resultater. Rapporten blev præsenteret under FN’s generalforsamling i New York i september 2015 og kan findes her. Er du særligt interesseret i de danske resultater, kan de findes på http://climateandenergy.wwviews.org/results/

BBiFN

Hvorfor World Wide Views?

Det er tredje gang, at der bliver gennemført et World Wide Views projekt. Metoden er opfundet af Teknologirådet for at bidrage til at lukke et voksende demokratisk hul mellem borgere og beslutningstagere, efterhånden som mere og mere politikudvikling foregår på globalt plan. Mens eksperter og stærke interessegrupper har udviklet måder, hvorpå de kan interagere med internationale forhandlinger om spørgsmål såsom biodiversitet og klimaændringer, er borgerne stort set ikke inddraget i disse processer. WWViews er designet til at give almindelige borgeres holdninger en plads i international politikudvikling, og vores mål er, at beslutningstagere og interessenter vil reflektere over resultaterne, og at de vil blive en del af den offentlige debat om en ny klimaaftale.

Vi har brugt metoden to gange tidligere: i 2009 op til COP15 i København (World Wide Views on Global Warming), og i 2012 til biodiversitets-COP’en i Hyderabad (World Wide Views on Biodiversity).

World Wide Views on Climate and Energy foregår i samarbejde med UNFCCC, CNDP (den franske nationale kommission for offentlig debat) og franske Missions Publiques.

Besøg projektets hjemmeside for mere information.