Folketingshøring

En folketingshøring arrangeret af Teknologirådet giver politikerne mulighed for at få svar på en række spørgsmål hos de førende eksperter indenfor et givent område. Metoden er meget velegnet ved et akut informationsbehov hos Folketingets politikere. Eksempelvis i forbindelse med behandling af et lovforslag. Politikerne udvælger de eksperter, de vil tale med. Og det er politikerne der udspørger det indkaldte ekspertpanel under høringen.

Ydelse: Det primære formål med en høring er, at politikerne får indsigt i komplekse emner og får de oplysninger, de har brug for i deres videre arbejde i Folketinget. En høring i Folketinget varer mellem en halv og en hel dag. Politikerpanelet består af politikere (ofte fra det Folketingsudvalg som har bestilt høringen) fra de forskellige partier i Folketinget. Teknologirådet sørger for at indkalde ekspertpanelet og forberede relevant information i en høringsmappe, som politikerne får udleveret før høringen. Under selve høringen sidder politikerne i et spørgepanel, som under ledelse af en formand styrer hele høringen. Teknologirådets høringer er åbne for offentligheden. Fonden Teknologirådet står som en neutral part i en ofte politiseret høring. Vi sørger for at sammensætte et bredt dækkende program og invitere eksperter, der ligeledes dækker området bredt.

Resultater: Høringen dokumenteres i form af en rapport, der senest fire uger efter høringen sendes til alle medlemmer af relevante folketingsudvalg. Metoden stiller unik information til rådighed for Folketingets politikere, som dermed får øget kompetence til at træffe beslutninger på komplekse områder. Derudover er en folketingshøring et signal til offentligheden om, at politikerne tager en sag alvorligt, og at de arbejder politisk med løsninger på området.