Teknologirådet

Fra rådet til tinget:

Nr. 128: Løst fundament for tryghed ved hormonbøffer

I mere end et årti har FNs organisationer for sundhed og for levnedsmidler og landbrug - WHO og FAO - og de amerikanske levnedsmiddelmyndigheder, FDA, ladet sig berolige på højst usikkert grundlag med hensyn til helbredsrisici ved kød fra kønshormonbehandlet kvæg. Det vurderer to danske forskere, som i juni-nummeret af det videnskabelige tidsskrift, European Journal of Endocrinology, offentliggør resultaterne af et forskningsprojekt, hvor de har gravet i grundlaget for accepten af hormonbøfferne som uskadelige.

Gitte Meyer

Projektet er et af flere hormonbøf-projekter, der er finansieret af EU som reaktion på krav fra Verdenshandelsorganisationen, WTO. Herfra kræves bevis for, at amerikanernes praksis med hormonbehandling af kød er skadelig for menneskers helbred. Uden fremskaffelse af sådant bevis vil EUs hidtidige forbud mod import af kød fra hormonbehandlet kvæg blive stemplet som led i en handelskrig og dermed aftalestridig.

De to danske forskeres undersøgelse leverer ikke det krævede bevis, men stiller i stedet spørgsmålstegn ved det, der hidtil er blevet betragtet som hårde kendsgerninger, der gav god sikkerhed for kødets uskadelighed. De tilsyneladende hårde kendsgerninger viser sig ved nærmere eftersyn at være særdeles skrøbelige, konkluderer professor Niels E. Skakkebæk fra Rigshospitalets Afdeling for Vækst og Reproduktion.

- Almindeligvis bliver der talt om effekterne af hormonbehandlingen som om, det var en sag, der var undersøgt tilbunds. Det passer ikke. Vi mangler i høj grad viden, både om påvirkningens størrelse og dens effekter og har med den nuværende grad af indsigt al mulig grund til at være usikre, siger Niels E. Skakkebæk. Han anbefaler, at hormonspecialister fra begge sider af Atlanten sættes på den opgave i fællesskab at søge pålidelige svar på spørgsmål som:

Hvor store mængder af kønshormoner findes i kød fra henholdsvis hormonbehandlet og ubehandlet kvæg? Og hvor store mængder af de samme kønshormoner producerer børn, som er den mest sårbare gruppe, fordi hormonpåvirkning kan skade deres vækst og kønsudvikling?

Disse og andre basale spørgsmål er blevet regnet for velbelyste, siden WHO og FAO i 1988 frembragte en rapport, som USAs regulering siden er blevet baseret på. Men rapportens konklusioner er langt fra velfunderede, erklærer Anna-Maria Andersson og Niels E. Skakkebæk nu.

Usikre skøn bag regulering
Kønshormoner, såvel mandlige som kvindelige, har vækstfremmende virkninger hos dyr og mennesker. I et halvt århundrede har amerikanske kvægavlere benyttet sig af denne viden for at fremme udnyttelsen af foderet og for at få slagtekvæg med mindre fedt og større muskler. Aktuelt bruges seks forskellige kønshormoner, heraf tre syntetiske stoffer med kønshormonvirkninger, af amerikanske kvægavlere. Ved hjælp af et implantat i øret får dyrene dagligt et ekstra skud hormoner, og ved slagtning kasseres det hormonfyldte øre.

Diskussioner om bivirkninger har stået på i mange år og har givet sig udslag i forskellige reaktioner i henholdsvis USA og EU. I USA undlader man at behandle tyre og kvier, der skal bruges til avl, og heller ikke malkekvæg bliver behandlet med disse kønshormoner. I EU har der siden 1989 været forbud mod at behandle kvæg med kønshormoner, og amerikanerne har ikke kunnet eksportere deres kød til EU, hvilket fra amerikansk side opfattes som, at EU fører handelskrig. Argumentationen er, at reguleringen i USA tager højde for helbredsrisici, og at EU ikke har noget sagligt grundlag for at vise modvilje mod kød fra hormonbehandlet kvæg.

Ifølge Andersson og Skakkebæk er der imidlertid kun et yderst spinkelt grundlag for at hævde, at reguleringen tager højde for helbredsrisici, for den godt ti år gamle FAO/WHO-rapport er fyldt med usikre skøn og måleresultater.

I den amerikanske regulering bliver der taget udgangspunkt i, at der skulle være fred og ingen fare, så længe en portion hormonbehandlet kød ikke indeholder mere end en enkelt procent af de hormonmængder, som børn selv dagligt producerer. Det er almindeligt at benytte en sådan én-procents grænse. Den er ikke specielt videnskabelig, men baseret på simpel, sund fornuft, og de to forskere opponerer ikke imod den. De bidrager imidlertid med den pointe, at det er ganske vanskeligt at regne sig frem til den ene procent, når man ikke kender de hundrede. Og det er situationen med hensyn til børnene og hormonkødet.

Hvad er der i kødet?
De to forskere har koncentreret sig om behandling med det kvindelige kønshormon, østradiol, som dels er det hyppigst anvendte hormon, dels det mest potente.

De fremhæver, at der i reguleringen benyttes gamle data med hensyn til hormonrester i kødet. Der blev foretaget målinger i 70'erne og 80'erne ved hjælp af målemetoder, som var dårligt egnede til at måle små hormonmængder. Målingernes usikkerhed afspejles i, at der er betydelige forskelle mellem resultaterne fra forskellige af disse ældre målinger. Siden er mere følsomme målemetoder blevet udviklet, men det er fortsat de gamle data, man baserer sig på.

Kødets indhold af hormonrester fra behandlingen er altså usikkert. Og ligeledes er det uafklaret, hvordan måleresultater skal tolkes.

Resultaterne af de gamle målinger pegede alle på, at hormonniveauet i kød fra behandlet kvæg var to-tre gange højere end niveauet i kød fra ubehandlede kalve, kvier og stude. Derimod fandt man, at det hormonbehandlede kød kunne stå for sammenligninger med henholdsvis køer, som var med kalv, og med voksne tyre. Derfor blev det konkluderet, at det hormonbehandlede kvæg havde hormonniveauer, som lå inden for det normale. Hvad mere nutidige målinger med moderne udstyr og metoder end måtte vise, så er der grund til at stille spørgsmålstegn ved den argumentation, mener Andersson og Skakkebæk.

Køer med kalv bliver nemlig sjældent slagtet og sat på spisebordet. Det "normale" er altså blevet defineret på en måde, som er skæv i forhold til problemstillingen. I denne sammenhæng bør det normale defineres ud fra, hvad mennesker plejer at spise.

Hvad producerer børnene?
Næste usikkerhedsmoment drejer sig om, hvad børn før puberteten producerer af kønshormoner. Regulering har her taget afsæt i, hvad de to forskere kalder "yderst tvivlsomme skøn", der sætter børnenes produktion alt for højt - muligvis helt op til 100-200 gange for højt.

Ingen kender raske børns daglige produktion af kønshormoner. Den daglige produktion er et mål, sammensat af to faktorer. Den ene er mængden af kønshormoner i blodet. Den anden er børnenes daglige omsætning af kønshormoner.

For at opnå viden om den daglige omsætning er det nødvendigt at tilføre raske forsøgspersoner kønshormoner sammen med radioaktivt materiale, som gør det muligt at følge kroppens nedbrydning af hormonerne. Men der synes ikke at have eksisteret nogen forskere, som har villet udsætte raske børn for den type undersøgelser. Andersson og Skakkebæk har i hvert fald søgt forgæves i den videnskabelige litteratur. De har kun fundet resultater af undersøgelser af børn med sygdomme, der skyldes unormal produktion af kønshormoner. Og efter at have regnet på tallene konstaterer de, at den aktuelle regulering øjensynlig er baseret på et lidt aparte regnestykke, hvor hormonomsætning i voksne kvinder er lagt til grund. Men alt tyder på, at børns normale omsætning ligger flere gange lavere. Facit er således formentlig er alt for højt skøn over normale børns omsætning. Men den faktiske omsætning kendes altså ikke.

Den anden faktor er indholdet af kønshormoner i blodet. Og her stikker de aldrende, upræcise målemetoder påny hovedet frem. Børn producerer så små mængder kønshormoner, at der kun findes usikre og stærkt varierende analyseresultater. Amerikanske forskere, der har forsøgt sig med nye og meget følsomme målemetoder, har publiceret resultater, hvorefter niveauet af østradiol hos drenge før puberteten ligger hele hundrede gange under det hidtil antagne.

Ingen af de to faktorer, som bruges til at beregne børns daglige produktion af kønshormoner, kan altså efter Anderssons og Skakkebæks vurdering siges at være målt med blot tilnærmelsesvis acceptabel sikkerhed.

Det er kort sagt både usikkert, hvad der findes i kødet, og hvad børnene selv producerer. De procentberegninger, som antages at give sikkerhed, er baseret på usikre målinger og løse skøn. Og på basis af den eksisterende viden kan der opstilles et regnestykke, hvorefter børn, der dagligt spiser 100 gram oksekød fra hormonbehandlet kvæg, får tilført mere end en procents ekstra østradiol, oven i det de selv laver.

- Vi hævder ikke, at det faktisk forholder sig sådan. Men vi hævder, at den eksisterende viden er alt for begrænset til, at nogen kan sige noget blot nogenlunde sikkert om, hvad det betyder for børns vækst og kønsudvikling af spise kød fra kønshormonbehandlet kvæg. Og vi gør opmærksom på, at der i dag ikke findes videnskabeligt grundlag for en påstand om, at det ikke skader, præciserer Niels E. Skakkebæk.

Han lægger til, at de usikre målemetoder, som kan have ført til overvurdering af hormonindholdet i børns blod, også kan have ført til overvurdering af hormonindholdet i kød: - Summen af det hele er, at vi ved for lidt og slet ikke nok til at føre beviser i hverken den ene eller den anden retning.

Usikkerhed om biologisk effekt
Yderligere usikkerhedsmomenter er den manglende viden om biologiske virkninger af uhyre små mængder kønshormoner og af de stoffer, som stofskiftet helt eller delvis nedbryder dem til.

Det er et ret nyt forskningstema, blandt andet fordi det tidligere ikke har været muligt at måle meget små mængder. Det amerikanske forskerhold, som har eksperimenteret med nye og meget følsomme målemetoder, er kommet frem til, at piger før puberteten producerer otte gange så meget østradiol som jævnaldrende drenge. Det kan, foreslår det amerikanske forskerhold, bidrage til at forklare, hvorfor piger modner hurtigere end drenge.

De eksisterende brokker af viden drejer sig især om kvindelige kønshormoners, østrogeners, betydning for knoglevækst og kønsudvikling hos piger: Små mængder af østrogener synes at stimulere knoglevækst, mens store mængder ser ud til at have den modsatte virkning. Omvendt er der flere undersøgelser som tyder på, at store mængder stimulerer kønsudviklingen, mens små mængder ikke berører den.

Også undersøgelser af voksne kvinder peger i retning af, at forskellige vævstyper har forskellig følsomhed over for østrogener. Og atter andre undersøgelser tyder på, at ekstremt små mængder af østrogener - nogle få molekyler - kan påvirke gen-aktiviteten i brystkræftceller.

Der er altså grundlag for mistanke om, at selv meget små mængder af hormoner kan have dybe og vedvarende virkninger på menneskers udvikling, sammenfatter Andersson og Skakkebæk.

I et samfund, hvor de opvoksende slægter blev tilført ekstra østrogener - med hormonbøffer som én af mange kilder - ville de to danske forskere vente at finde tidligere pubertet og vækst i antallet af tilfælde af sygdomme, der er forbundet med østrogener, først og fremmest brystkræft. Begge fænomener har som bekendt kunnet konstateres i den vestlige verden i årtier. Den almindelige antagelse om, at den tidligere pubertet skyldes bedre kost er altså ikke den eneste mulige forklaring på fænomenet.

- Men, siger Niels E. Skakkebæk, der kan være vældigt mange og samvirkende forklaringer på, at pubertet indtræder tidligere, og at der er flere tilfælde af kræft i kønsorganer. Hvis vi skal nå en forståelse af den rolle, som tilførsel af kønshormoner måtte spille, kan vi derfor ikke basere os på befolkningsstatistikker. I stedet må vi søge en biologisk forståelse af, hvordan forskellige hormoner påvirker forskellige funktioner i kroppen på menneskers forskellige udviklingstrin. Uden den form for viden kan der efter min mening ikke føres en meningsfyldt diskussion om, hvorvidt det overhovedet er muligt at fastsætte grænseværdier, som giver en rimelig grad af beskyttelse mod helbredsskader.

Niels E. Skakkebæk understreger, at hans og Anna-Maria Anderssons undersøgelse har været koncentreret om hormonbehandling af kvæg med naturlige kønshormoner: - Også syntetiske stoffer med hormoneffekter bliver brugt til behandling af kvæg. Det er en anden sag, som kræver særskilte undersøgelser. De stoffer forekommer jo slet ikke naturligt hos hverken mennesker eller dyr og giver mig derfor anledning til endnu større bekymringer med hensyn til helbredseffekterne.

Sidst opdateret: 04-07-2001

Tilbage

Printervenlig version

Vis alle Fra rådet til tinget