Teknologirådet
Onsdag 22. maj 2013
Om Os
Links
English
Søg
Projekter Teknologidebat Høringer Nyhedsbrev Oplysning & debat Arbejdsmetoder Udgivelser Eksterne Projekter
Artikler:

Teknologidebat: Test dig selv, oktober 2011

Teknologidebat: Borgerinddragelse, juni 2011

Teknologidebat: Fedme som samfundsproblem, februar 2011

Teknologidebat: It og nye læringstilgange, november 2010

Teknologidebat: Teknologivurdering, september 2010

Følg med i Teknologirådets projekter

Biometrien i samfundet

Klar tale 360° kloden rundt

Vis alle Artikler

Kan en computer til $100 redde verden?

Ting vi har set i fremtiden
handler om en ny teknik eller teknologisk begivenhed,
der enten har, eller vil ændre på vores levevis og samfund


Den ligner mest af alt et stykke billigt japansk legetøj, men i følge dens skabere er den bærbare, skriggrønne computer med håndsving meget mere. $100 computeren, som efter initiativtagernes planer skal deles ud til klodens fattigste børn, er vejen til en bedre verden med mindre fattigdom, forurening, sult og elendighed – intet mindre. Perspektiverne i projektet er svimlende, idealerne er tårnhøje, og derfor er det oplagt at spørge:

Nanna Engberg


Siden ideen om $100 computeren blev præsenteret for ca. et år siden, har projektet modtaget stor opmærksomhed, både blandt kritikere og støtter.
Både prototypen på og idealerne bag produktionen og distributionen af $100 computeren er skabt af One Laptop Per Child-initiativet, som i høj grad består af forskere fra den fremtrædende forskningsinstitution Massachusetts Institute of Technology’s (MIT) Media Lab. Computerne skal sælges i mindst en million eksemplarer ad gangen til regeringer i udviklingslande, og salgsprisen skal svare til den meget lave produktionspris på $100. Køberne kan så give maskinerne videre til deres landes børn, én bærbar computer per barn.
One Laptop Per Child-initiativets formand er Nicholas Negroponte, forfatter til 90’er klassikeren ”Being Digital” og medgrundlægger af MIT’s Media Lab. Negroponte er en respekteret og velkendt skikkelse på det kommunikationsteknologiske område, og derfor har det en vis effekt, når han siger, at initiativet er det vigtigste projekt i hans liv. Det er da indtil videre også lykkedes Negroponte og One Laptop Per Child at få fem store amerikanske firmaer, blandt andre Google, til hver at skyde to mio. $ i udviklingen af computeren. En række udviklingslande har vist stor interesse i projektet, og forhandlingerne er i gang med de første syv pilotlande. Og i februar underskrev One Laptop Per Child en samarbejdsaftale med FN’s globale udviklingsnetværk UNDP, som har en bred erfaring med at benytte kommunikationsteknologi i udviklingsprojekter. Der er altså en meget reel chance for, at distributionen af computerne vil blive ført ud i livet – i alt fald i de første syv pilotlande.
One Laptop Per Child er ikke kun tovholdere på produktionen og distributionen af computerne. Initiativet har også nogle helt klare ideer om, hvad computerne vil kunne føre til af samfundsændringer, både lokalt og globalt.

Et uddannelsesprojekt i en digital verden
One Laptop Per Child’s store forventninger til $100 computerens samfundsomvæltende potentiale skyldes ikke mindst, at de ser uddannelse af børn – især i udviklingslandene – som nøglen til at løse alle verdens største problemer: Ulighed, sult, krig, miljøproblemer osv. Børn er verdens største naturressource, og det er afgørende, at de får bedre muligheder for selv at tilegne sig og dele viden. Det digitales indtog har haft en massiv betydning i den vestlige verden. Derfor skal børn fra udviklingslandene gennem brug af $100 computere lære at tilegne sig viden på det digitaliserede livs præmisser, så de i fremtiden kan deltage på de teknologiske vilkår, som nu dominerer verden.
Computerne gør ifølge One Laptop Per Child deres brugere i stand til mere selvstændigt at udforske verden. En af initiativtagernes vigtigste pointer er, at man lærer bedst ved aktivt at konstruere ny viden i stedet for at få puttet informationer udvalgt af andre ind i hovedet. Læring gennem den enkeltes handling er bedst, og her er computeren et oplagt redskab til at støtte den individuelle kreativitet og selvstændighed. At $100 computeren er bærbar og tilhører det enkelte barn gør, at hvert barn kan blive herre over sin egen læring ligegyldig hvor, hvornår eller hvordan.

Computerens universelle appel
Computernes styrke er ifølge One Laptop Per Child også, at de besidder en universel tiltrækningskraft. Negroponte og andre forskere fra MIT’s Media Lab har lavet forsøg i bl.a. Cambodja og erfaret, at børnene her tog computere til sig med samme lethed og entusiasme som amerikanske børn, selvom de ikke levede i et teknologitungt samfund til dagligt.
One Laptop Per Child’s tro på, at computere kan appellere til alle slags mennesker, er en helt nødvendig del af projektets fundament. Initiativets målgruppe er mildest talt bred, fordi den består af børn, som lever i meget forskellige virkeligheder. Men hvis computernes evner til at rumme den enkeltes individuelle brug kan appellere til alle slags børn fra Bolivia til Boston, behøver børnenes helt forskellige livssituationer ikke begrænse deres udbytte af $100 computerne.

Et vestligt produkt
Idealismen i projektet er markant, og omfanget af initiativet enormt. Derfor melder de kritiske spørgsmål sig hurtigt. Er det fx muligt, at en teknologi kan besidde en universel appel, som taler til alle mennesker på tværs af landegrænser, kulturer og livsvilkår? Teknologi skabes af mennesker, som er sociale væsener og derfor naturlige eksponenter for den kultur og det samfund, som de er en del af. $100 computeren og idealerne bag den er skabt af mennesker, som er formet af helt andre samfundsvilkår end de fattige børn, som skal tage computeren til sig. Og selvom intentionerne er gode, og erfaringerne med computere i vores eget samfund er positive, så er det svært at vide, om succesen kan gentages under helt andre vilkår.

Langsigtede perspektiver, kortsigtede ønsker
Det kan ikke afvises, at computere virkelig har en universel appel. Computeren kan i modsætning til andre medier som fx fjernsyn ændre sig efter modtagerens ønsker, og denne særlige responsive karakter gør måske, at dens appel er mere grundlæggende på tværs af kulturskel end mange andre teknologiers. Men når $100 computerne distribueres, vil der være andre stærke faktorer på spil i initiativets fremtid end blot computernes kunnen. Computernes ophavsmænd har måske ret i, at børns selvstændige læring ved hjælp af computerne vil give fx Argentina bedre vilkår i det internationale samfund om 15 år. Men når der skal mad på bordet hos den enkelte fattige argentinske bonde i dag, så oplever han og hans børn måske andre og mere presserende behov, end at gøre Argentina til et konkurrencedygtigt land i fremtiden. Det virker derfor tvivlsomt, at den blotte placering af computeren i bondens hus i Argentina og i alle andre hjem i udviklingslande, vil føre til radikale samfundsændringer.

En færdigudviklet teknologi – måske
One Laptop Per Child-initiativets ophavsmænd forventer, at $100 computerne vil blive modtaget på en bestemt måde og vil blive brugt som et læringsredskab på grund af computerens universelle appel. Men spørgsmålet er, om man på denne måde kan anse $100 computeren for at være en færdigudviklet teknologi med et forudbestemt formål. Mange argumenterer for, at teknologier aldrig færdigudvikles men konstant forandres under indflydelse af det omgivende samfund og den enkelte bruger. Computernes modtagere i udviklingslandene vil i dette perspektiv gennem deres brug af teknologien deltage i en videreudvikling, som kan gøre computerne til noget helt andet, end det var tanken fra One Laptop Per Child’s side. Var $100 computeren et kommercielt produkt, ville dette ikke nødvendigvis være et problem for afsenderen, hvis succeskriterium hovedsageligt ville være et salg af computerne og ikke en bestemt brug af varerne. Men fordi One Laptop Per Child-initiativet har nogle bestemte forestillinger om brugen af computerne, er projektet mere sårbart. Det vil ikke være en succes for One Laptop Per Child, hvis alle modtagerne af $100 computerne siger mange tak for deres nye lampe, som kan lyse deres hytte op efter mørkets frembrud.

Spillet om magten
Et andet spørgsmål, man kan rejse, er, om aktørerne i det internationale samfund er villige til at give plads til den nye generation af veluddannede voksne i udviklingslandene, som One Laptop Per Child håber vil vokse frem. Det er de autoriteter, institutioner og firmaer, som definerer det internationale samfund i dag, der i høj grad også besidder magten til at skabe vilkårene for fremtidens verdenssamfund. Det internationale samfunds magtstrukturer er i dag defineret af en aldeles ulige fordeling af verdens goder. Og det er langtfra sikkert, at de magtfulde og økonomisk stærke spillere på den internationale scene vil bakke op omkring forløsningen af det radikale potentiale til at ændre verdenssamfundets fordelinger, som $100 computeren måske besidder.

Et håb for fremtiden
Kritikken af One Laptop Per Child’s idealer kommer næppe bag på de involverede i projektet, og initiativtagerne diskuterer uden tvivl selv, hvordan man bedst kommer omkring de mange faldgruber. Men One Laptop Per Child kæmper med Negroponte i spidsen for at opnå støtte til deres projekt, ikke mindst økonomisk, og i den kontekst er det fornuftigt at proklamere ambitionerne klart og uden forbehold: One Laptop Per Child-initiativet kan gøre verden til et bedre sted!
One Laptop Per Child regner med næste år at sende mindst 10 millioner $100 computere afsted til de første syv modtagerlande. Initiativet vil samarbejde med modtagerlandene om computernes videre skæbne, men det bliver langt hen ad vejen op til de enkelte lande selv at skabe rammerne omkring børnenes brug af computerne.
Der ligger enorme udfordringer i at få opfyldt de idealer, som One Laptop Per Child har fremsat. $100 computeren er i sig selv et kraftfuldt redskab, fordi den tilbyder sin bruger et stort potentiale for udfoldelse og indflydelse. Men om dette potentiale kan realiseres afgøres af mange faktorer, som ligger uden for selve computeren. Tiden vil vise, hvad der var stærkest – $ 100 computerens potentiale eller den omkringliggende virkelighed, den skal
forløses i.

Sidst opdateret: 06-11-2006



Tilbage Printervenlig version Vis alle Artikler

Tekniske specifikationer

Linux open-source software med programmeringsværktøjer.
Tråsløst peer-to-peer netværk der kan binde maskinerne sammen, så de kan dele en enkelt netforbindelse.
512 MB flash hukommelse.
Dual mode farveskærm med lav farveopløsning og høj sort/hvid-opløsning.
3 USB-porte.
Håndsving der på ti minutter kan generere strøm til 100 minutters brug.

One Laptop Per Child’s ønske-tidsplan
2006: I efteråret går produktionen i gang hos Quanta Computers Inc.

2007: De syv pilotlande Argentina, Brasilien, Nigeria, Egypten, Thailand, Indien og Kina modtager og distribuerer mindst en million computere hver.

2008: Salg af computerne åbnes for alle ngo’er, lande, regioner – helt ned til skoledistrikter.

2011: Mindst 500 millioner computere er distribueret.

2016: Alle klodens børn har hver en computer.

Læs mere om initiativet på laptop.org.


Valid HTML 4.01!