Fonden Teknologirådet

Artikler:

Døden på nettet

En gammel kliche siger, at det eneste, der er sikkert, er, at vi skal dø. Men hvad sker der så? Forsvinder vi bare? Mange håber, det ikke er tilfældet og nogen af dem prøver at få et evigt liv på internettet. Eller også er det de efterladte, der gerne vil give en afdød et efterliv i cyberspace. Det betyder alt sammen, at der er masser af død på nettet.

AF JOURNALIST LISBETH LYNGSE

I forbindelse med denne artikel, googlede jeg en af mine venner, som døde for 1 år siden og fik ikke mindre end 2.150 hits. En anden, der har været død i næsten 10 år gav over 10.000 hits. Så man forsvinder ikke fra nettet, når man dør. Uanset om man vil det eller ej, efterlader man sig spor.

Mange har også en form for efterliv på sociale fora som Facebook, Flickr eller My Space. Der møder man af og til profiler af nogen der er døde, fortæller cybersociolog Stine Gotved, som bl.a. har beskæftiget sig med døden og internettet: ”Hvis de pårørende ikke nedlægger profilen, kan man ikke vide, om man besøger en profil, der er fysisk død eller bare inaktiv ,” siger hun. ”Der hvor det bliver spooky er, hvis der er det lille ikon, der hedder ”online now”, , selvom man måske fra andre sammenhænge ved, at vedkommende er død. Her bliver den lille tvivl man altid har om, hvorvidt der er levende mennesker bag profilerne, sat på spidsen.”

Mindesider
Der er lange traditioner for, at man viser sin sorg over afdøde familiemedlemmer offentligt: Tidligere klædte man sig i sort i en sørgeperiode, og mange går på kirkegården med blomster og får måske samtidig en lille snak med den afdøde. Sorgen har også fundet vej til nettet, hvor man kan oprette mindesider eller bygge en virtuel gravsten, hvor man kan tænde lys og lægge blomster.

På Mindet.dk kan man f.eks. finde et mindesite for et ung par, der døde i et trafikuheld. Der har både familie, venner og fremmede skrevet kommentarer, som fx denne:

Kære familie.
Det gør mig så ondt med jeres store tab.
Jeg håber meget, at I får glæde af Mindet, hvor vi prøver at hjælpe og støtte hinanden.
Æret være deres minde.
Knus fra Karen

Eller veninden som skriver:

Min kæreste Trine-pige.
Idag er det et år siden at vi mistede dig og Kasper, og I er ikke mindre savnet af den grund. Du er stadig i mine tanker hver eneste dag, og det vil du sandsynligvis altid være.

Man kan også tænde et lys for sin afdøde nevø:

Vores dejlige nevø du skal lige have et stort og meget varmt lys på en rigtig smuk solskins morgen.

Det er ikke gratis, at sætte nogen den form for minde. Det koster 95 kr. for et 3 måneders minde og 695 kr. for et varigt minde på 20 sider, hertil kommer en årlig afgift på 425 kr. Musik er en tillægsydelse som betales med 900 kr.

Stine Gotved mener ikke, at virtuelle mindesider er noget, der bliver brugt meget af intensive netbrugere. ”Det, der slår mig, når jeg ser mindesitene er, at det ikke er de mest hotte netbrugere. Der er meget køkkenbordslayout imellem,” siger hun. ”Jeg ved det ikke, men det kan være, det er fordi, de mere professionelle er mere opmærksomme på grænser mellem privat og offentligt og derfor mindes hinanden i lukkede fora, hvor man skal have et password for at få adgang.”

Men hvem bestemmer egentlig over vores eftermæle på nettet? Stine Gotved siger: ”Det er et moralsk spørgsmål, som vi ikke rigtig har diskuteret og derfor ikke fået afklaret: hvem har ret til at bestemme, hvilken type eller hvor mange gravsten en afdød skal have. Er det vennerne eller den nærmeste familie? Der er jo ikke nogen, der har ret til at bestemme, hvordan vi sørger, heller ikke når vi gør det på nettet.”

Døden som fællesskab
Unge og død findes også i rigelige mængder på My Death Space, som er et forum for afdøde My Space profiler. Her diskuteres spektakulære dødsårsager som mord, narko, selvmord og biluheld – sygdom synes at spille en mindre rolle.

”Det har dels at gøre med den måde man får overført en profil fra My Space til My Death Space,” siger Stine Gotved. ”Dem der anmelder dødsfaldet skal kunne godtgøre, for eksempel med et avisudklip, at vedkommende er død, og det er jo de spektakulære dødsfald, der kommer i medierne. Men nogen gange bliver det virkelig mærkeligt. Jeg har på et tidspunkt set både den dræbte og morderen samtidig på My Death Space. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om morderen virkelig var død. Var han dømt og henrettet? Eller var han dømt socialt død på My Death Space?”

Og det er de spektakulære dødsfald, der trækker kommentarer og hits på
My Death Space. En diskussionsgruppe om mordene på Virginia Tech University har 3.402 kommentarer og 42.354 besøgende.

Men endnu flere hits er der i gruppen, der diskuterer Tess Damm (15) og Bryan Grove (17) som er arresterede for knivdrab på hendes mor. Den har 3.405 kommentarer og 58.412 besøgende.

Men nettets fællesskaber omkring døden, kan også blive anledning til at tale om andet end død. På det amerikanske www.memoryoff.com kan en alkoholikers dødsfald føre til en lang debat om alkoholisme.

”Det er en anledning til at diskutere ting, som det kan være svært at snakke om,” siger Stine Gotved. ”Det er samme mekanisme, der gør sig gældende med sæbeoperaer. De italesætter problemer, som det kan være svært at tale om. Det bliver fiktive personers problemer, og man kan sige: Jeg ville eller ville ikke tackle dét problem på samme måde, som den og den person gjorde i serien.

Men hvis man kun taler om det anonymt på nettet, har det den bagside, at man ikke både får talt ud og bliver accepteret bagefter alligevel. Oplevelsen af social tilgivelse er anderledes, og det kan føre til en yderligere isolation. Men det er jo ikke nettets skyld. Det er den måde mennesker bruger det på.”

Ønsket om udødelighed
Men der findes også dem, der drømmer om et evigt liv på nettet. P1 programmet Harddisken fortalte for kort tid siden om hollandske Alex de Jong, som er buddhist og lider af en uhelbredelig kræftsygdom. Han vil opfinde noget software, der kan give ham udødelighed på nettet, så han også efter sin død kan forblive en del af det store fællesskab. Men kan en software-robot varetage en persons nettransaktioner som f.eks. opdatering af blogs og opload af billeder på Flickr? Stine Gotved siger:

”Mit bud er, at det bliver sværere og sværere at få det til at se ud som om man er til stede. Opdateringer er ikke nok. Hele web 2.0 handler jo om social kontakt, og det er ret svært at få software til at illudere social tilstedeværelse. Videnskaben er nået langt med at finde ud af hvilke algoritmer, der skal til for at kunstig intelligens virker. Men det er virkelig svært f.eks. at chatte på nettet, hvis der ikke er en virkelig person bag. Kommunikation foregår med humor, ironi osv. Og det hele sker med en hastighed, som er helt utrolig, så det bliver let afsløret, hvis det er automatisk genererede svar.”

Men mange drømmer alligevel om udødelighed på nettet. De såkaldte transhumanister drømmer om det ny, forbedrede og udødelige menneske, som f.eks. kan rejse ubegrænset i rummet, fordi man frigør den menneskelige bevidsthed fra en forgængelig krop. Det kan lyde som det glade vanvid, men Kevin Warwick, som er professor i kybernetik ved University of Reading, har gennemført to forsøg med implantation af informationsteknologi i sin egen krop.

Warwicks mål er, at det med tiden bliver muligt at tænke sig på nettet, så en gruppe af mennesker, der får denne type teknologi koblet til deres hjerner, også kan få deres bevidstheder sammenkoblet. Dermed er der ikke længere tale om den enkeltes separate bevidsthed, men om den sammenkoblede gruppes kollektive bevidsthed. Så hvem ved? Måske bliver det ikke buddhisten Alex de Jong, der kommer til at opleve den store kollektive udødelighed, men en engelsk professor i kybernetik.

Sidst opdateret: 01-07-2008