Søndag 19. maj 2013
|
Artikler:
Teknologidebat: Test dig selv, oktober 2011 Teknologidebat: Borgerinddragelse, juni 2011 Teknologidebat: Fedme som samfundsproblem, februar 2011 Teknologidebat: It og nye læringstilgange, november 2010 Teknologidebat: Teknologivurdering, september 2010 |
Ønskebørn
Forplantningsteknologien farer derudaf. Japanske forskere udvikler kunstige livmødre til at redde meget for tidligt fødte børn, kvinder kan nedfryse deres æg og vente med at få børn til de er godt oppe i 40erne, og så kan døde mænd også få børn. Peter Hesseldahl har været til den årlige Ars Elektronica festival i Linz. Det er tilsyneladende ingen ende er på de forbløffende ændringer af menneskets mest grundlæggende funktioner, vi har i vente. Ved et to-dages seminar under Ars Electronica festivalen i september blev deltagerne præsenteret for en lang række nye teknologiske landvindinger som fundamentalt vil ændre på den måde vi har sex og får børn på. Her følger et udpluk:Kunstig livmoder På Tokyos universitet arbejder et hold fødselslæger på at udvikle en kunstig livmoder. Formålet med projektet er forbedre behandlingen af ekstremt tidligt fødte babyer. Idag er det muligt at redde børn som fødes efter blot 24 ugers graviditet - halvvejs i det normale forløb. På det stadie vejer fostret knap 500 gram Når et barn fødes gennemgår det meget pludseligt flere radikale forandringer. Fra at have modtaget ilt og næring fra moderen gennem navlestrengen skal det nu selv trække vejret med lungerne og tage næring til sig ved almindelig fordøjelse. Desuden bliver fosteret pludselig udsat for tyngdekraften, nu hvor det ikke længere flyder rundt inde i livmoderen. De japanske forskere mener ikke at meget tidligt fødte børn er modnede tilstrækkeligt til at kunne klare dén overgang, og derfor forventer de at barnet ville have bedre af at blive lagt i en kunstig livmoder fremfor i en kuvøse. På Tokyos universitet har man gennem 8 år eksperimenteret med en kunstig livmoder til gedefostre. Eksperimenterne går ud på at udtage et gedefoster på et tidligt tidspunkt af graviditeten, og indsætte et kateder i navlestrengen, så fosterets blodkredsløb kan sluttes til en speciel pumpe, der renser blodet og fornyr dets indhold af ilt og næringsstoffer. Fosteret ligger nedsænket i et gennemsigtigt kar fyldt med 39 grader varmt "fostervand", og derfor er det muligt direkte at se, hvordan udviklingen af fosteret forløber. Gedefosteret bevæger sig, får hikke og opfører sig i det hele taget lige så livligt, som vi kender det fra vores egne babyfostre. Det er lykkes at holde liv i et gedefoster i 4 uger inden man så at sige "fødte" det ved at tage det op af karret. Men i alle eksperimenterne hidtil har det nyfødte kid været så dårligt udviklet at det ikke havde kræfter til at trække vejret selv - endsige at stå op. Det længste, det er lykkedes at holde sådan et kid i live, er 4 uger efter "fødslen". Forsøgene har hidtil været forholdsvis simple. Der er ikke gjort alverden ud af at arbejde med tilførsel af hormoner og andre stoffer, der kan medvirke til at styre udviklingen af fosteret. Livmoderen har slet og ret bestået af en stor gennemsigtig kasse opstillet i et oplyst lokale. I de kommende år vil japanerne systematisk føje nye elementer til deres forsøg på at efterligne forholdene i en virkelig livmoder. Allerede nu mener de dog at kunne konkludere at en kunstig livmoder er mulig at udvikle -også til brug for menneskefostre. Døde mænd kan få børn Men spørgsmålet er naturligvis: Hvad skal vi egentlig med en kunstig livmoder? Giver det mening at ofre så store ressourcer på at redde så små børn, når det ovenikøbet er højst tvivlsomt hvor god fysisk og psykisk stand de børn vil kunne leve videre i? Er det bare videnskabelig machismo, når et hold forskere på den måde flytter grænser for hvad der er muligt? Andetsteds i reproduktionsprocessen sker der mindst ligeså radikale ændringer. Allerede for ti år siden lykkedes det først gang at befrugte et menneskeligt æg ved at indsætte en enkelt menneskelig sædcelle direkte i ægcellen med en ekstremt tynd injektionsnål. Efterhånden som metoden finpudses medfører den at selv mænd med ekstremt lavt antal sædceller kan få børn. Mænd med det problem, at deres sæd ikke modnes tilstrækkeligt til at kunne bevæge sig frem til ægget og trænge igennem cellemembranen, kan alligevel blive fædre, for selvom deres sædceller ikke er modnede, så indeholder de alligevel det DNA, der skal til for at være halvpart i et nyt barn. En ekstrem konsekvens af fremskridtene indenfor kunstig befrugtning er at selv døde mænd kan få børn. Hvis man udtager sæden indenfor omkring et døgn efter døden, er den stadig frisk nok til at give liv. Karrierebørn Generelt kan man ved at nedfryse både sæd og æg "standse tiden". En kvinde, der som ung har fået nedfrosset et lager af friske æg, kan i princippet blive gravid længe efter overgangsalderen. Måske vil det gå som opfinderen af P-pillen, amerikaneren Carl Djerassi, forudser: at vi fuldstændigt vil afkoble sammenhængen mellem sex og reproduktion. Efter hans mening vil det i fremtiden være almindeligt at få nedfrosset et passende lager af sæd eller æg i en ung alder. Derefter kan man lade sig sterilisere, så man slipper for at bekymre sig om prævention og uønskede graviditeter. Den dag man er klar til at få børn, får man tøet æg og sæd fra sig selv og sin partner op, så ægget kan befrugtes under mikroskopet og indsættes i den vordende moder. Metoden har den fordel, at man får langt bedre kontrol med om barnets arveegenskaber nu også er de man ønsker. Idag tilbydes par, der bærer visse alvorlige arveligesygdomme som cystisk fibrose, at benytte reagensglasmetoden - selvom de godt kunne få børn med naturmetoden. Man befrugter en række æg og lader dem udvikle sig længe nok til at man foretage en genetisk test af fosteranlægget. Ved at vælge et æg, hvor genet for sygdommen ikke optræder, sikrer man sig at barnet - og barnets efterkommere- ikke længere har sygdommen i sig. Designerbørn - som at installere et nyt køkken I takt med at funktionen af menneskets gener kortlægges vil man kunne teste for stadig mere detaljerede egenskaber, og derfor ikke længere blot fravælge børn, der kan få alvorlige sygdomme, men i stedet udvælge det barn, man mener rummer netop det bedste fra hver af forældrene. Skridtet videre er at foretage egentlig gensplejsning for at indsætte "forbedrede" egenskaber, ligesom man allerede gør på dyr og planter. Tanken om at gribe så aktivt ind i at forme sit ønskebarn vil sikkert virke eksotisk og endda frastødende på de fleste. Når det alligevel virker sandsynligt at mange forældre vil gøre det, er det ikke mindst fordi der kan opstå en form for "våbenkapløb": Hvis nogle forældre forsyner deres børn med et kønnere udseende eller en bedre hukommelse, så presser det alle andre forældre til at følge trop for at deres børn ikke skal falde bagud. Det er dog med en vis risiko for at der kan vise sig at være meget uheldige bivirkninger ved de genetiske ændringer, man foretager. Den tyske professor i bio-informatik, Jens Reich, sammenlignede dette i et indlæg på Ars Electronica med atleters brug af doping, der på kort sigt kan optimere en ganske bestemt egenskab, men som ganske ofte viser sig at have alvorlige, hvis ikke fatale, helbredsmæssige bivirkninger. Som Jens Reich bemærkede så vil ændringer i et design, der består af et samspil af et meget stort antal komponenter, altid være et kompromis. Jens Reich stillede også det helt centrale spørgsmål: Hvem gør vi det for? Efter hans mening er det ikke for barnets, men for forældrenes skyld. Vi producerer børn, der normalt aldrig ville være blevet undfanget, som aldrig ville have overlevet en graviditet, og som måske ovenikøbet er blevet forsynet med egenskaber, som passer med de forestillinger, deres forældre har om det perfekte barn- nærmest som var det et nyt køkken de fik installeret. Risikoen, smerten og fremmedgørelsen, den kommer barnet til at bære. Carl Djerassi observerede at verden er blevet delt i "geriatriske" og "pediatriske" lande, altså lande, hvor fokus ligger på henholdvist den ældre og den yngre del af befolkningen. I de rige lande falder befolkningstallet, og derfor arbejder medicinalindustrien på at sikre, at de få børn man får, til gengæld er de optimale. I den pediatriske del af verden handler det om præcist det modsatte; at få begrænset antallet af børn. En rose, der græder ægte tårer Og hvordan kommer kunsten ind i billedet? Hele ideen med Ars Electronica festivalen er jo netop at lade forskere og kunstnere mødes og inspirere og provokere hinanden. Efter mange af de deltagende kunstneres mening bliver det, at sammensætte livsformer, en ny type kunst. Livet selv bliver et lærred, hvor kunstnere kan udfolde sig, og faktisk bød Ars Electronica på flere eksempler på kunstværker af den type. På Harvard school of Medicin er der således for første gang officielt et "artists in residence"-program, hvor kunstnere får lejlighed til at arbejde sammen med forskerne. På Harvard arbejder man bl.a. med dyrkning af væv og kunstige organer. Fremgangsmetoden er at lade en cellekultur vokse op omkring et "stillads" af et biologisk materiale, der forsvinder i løbet af nogle uger. På den måde får vævet eller organet den facon, man har brug for. De involverede kunstnere på Harvard byggede stilladser i form af små dukker, hvorefter man podede overfladen med en kultur af kræftceller, der udmærker sig ved deres evne til at dele og formere sig i det uendelige. Resultatet blev en dukke - eller en "statue", om man vil - der efter at stilladset er nedbrudt, består af levende celler. Levende kunst eller bioteknologisk kunst er generelt stadig på et meget primitivt stadie. Indtil videre er det mest på idé-planet at kunstnere kan bidrage til debatten om gensplejsning. Kunstneres ideer er ikke bundet af budgetter, og heller ikke nødvendigvis af videnskabelige realiteter. Kunstnerne kan tænke i HELT andre baner, og kunstnere kan komme med vanvittige visioner og sige det, forskerne ikke tør formulere. En videnskabsmand ville således næppe have tænkt på at man måske burde skabe en rose, der kan græde ægte tårer. De fleste kunstnere på Ars Electronica tog det nærmest som givet, at man indenfor en overskuelig årrække stort set kan bytte rundt på gener som man vil. Livet bliver et materiale, der kan formes i enhver tænkelig kombination, mente bl.a. nordmanden Stahl Stenslie. Han forudsagde at fremtidens værktøj for den moderne kunstner ikke vil være computertegneprogrammet Photoshop, men et tilsvarende program på det biologiske plan; Genoshop. Sidst opdateret: 13-07-2001
|
Gedefoster nedsænket i kar - en kunstig livmoder
Ars Electronica festival Den årlige Ars Electronica festival i den lille østrigske by Linz byder vanligvis på et yderst tankevækkende møde mellem en stribe af verdens førende forskere, og en lige så prominent række af kunstnere fra den internationale kunstscenes avantgarde. Arrangørerne gør sig store anstrengelser for hvert år at udsøge et tema, der tydeligvis vil berøre os alle dybt, men som dog ligger tilpas langt ude i fremtiden til at udviklingens retning på ingen måde er given. I år var temaet "Next Sex" |
