Torsdag 2. september 2010
|
Artikler:
Teknologidebat overgår til digitalt format Teknologirådets globale fodaftryk Verdens borgere debatterede, stemte og anbefalede |
Biovåben..nu også skræddersyede
Spredningen af miltbrandbakterier i USA har sat fornyet fokus på biologisk krigsførelse. Men brugen af bakterier og gifte i krig er langtfra ny. Og miltbrand er ikke det mest skræmmende eksempel. Genteknologien har gødet jorden for endnu mere raffinerede våben... ABC-våben lyder for det ukyndige øre ganske uskyldigt – nærmest barnligt. Men forkortelsen dækker over de mest modbydelige våben som menneskeheden har formået at udvikle, nemlig Atomvåben, Biologiske våben og (C)kemiske våben. Siden den første krig, den første konflikt, den første uoverensstemmelse, er der blevet gjort mere og mindre vellykkede forsøg på at organisere, systematisere og maksimere ondskaben. Politikere, generaler, forskere har arbejdet hårdt for at skabe de mest effektive metoder til at sprede død og kaos. Da atombomberne faldt i Hiroshima og Nagasaki blev det abstrakte pludselig konkret. Der forstod menneskeheden måske for første gang, hvilken omfattende ødelæggelse, den var i stand til at skabe. Uden yderligere sammenligning, har den seneste måneds ofre for sygdommen miltbrand i USA og Kenya, samt den omfattende frygt disse relativt få tilfælde af bakterieterror har skabt i store dele af verden, vist os en mulig fremtid fyldt med vira, gifte og bakterier – alle udviklet og fremstillet udelukkende med det formål at dræbe, at ødelægge, at skabe frygt og kaos. Vi er på vej ind i en verden med usynlige fjender, der angriber vores hverdag, vort luftrum, vores mad, vores tryghed. Hvis det 20. århundrede var atomvåbnenes århundrede, så står det 21. århundrede i de biologiske og kemiske våbens tegn. Bakterier, vira, gasser, gifte brugt systematisk mod andre mennesker er i dag en væsentlig del af det internationale trusselbillede, blandt andet fordi den teknologiske udvikling har gjort fremstillingen af biologiske og kemiske våben nemmere, billigere og lettilgængelige– ligesom den har muliggjort fremstillingen af nye, forbedrede, forædlede og forfinede våbentyper. FNs konvention fra 1972, der forbyder anvendelse, udvikling og oplagring af disse våben, var med til – for hovedpartens vedkommende – at sætte en stopper for de store nationers omfattende biologiske og kemiske våbenprogrammer, der blev søsat under og efter 2. verdenskrig. Flere stater har dog alligevel haft forskningsprogrammer til såkaldt defensiv brug – til selvforsvar – ligesom en række stater og ikke-statslige organisationer eller enkeltpersoner i de senere år har udviklet disse våben til offensivt brug i krig eller terrorisme. En nylig opgørelse fra den engelske avis The Guardian anslår således, at 13-17 lande i dag forsker i biologisk og kemisk krigsførelse. Blandt disse er Irak, Iran, Libyen, Syrien, Nordkorea, Taiwan, Israel, Egypten, Vietnam, Laos, Cuba, Bulgarien, Indien, Sydkorea, Sydafrika, Kina og Rusland. På et møde om biologiske og kemiske våben afholdt i Geneve, Schweiz i sommer, mente Iran at listen skulle udvides til 55, da så mange nationer teknisk set er i stand til at udvikle disse våben. Dertil kommer et ukendt antal terrororganisationer, som for eksempel den japanske kult Aum Shinrikyo, der i 1995 med Shoko Asahara i spidsen planlagde at slippe miltbrand og botulisme ud i Tokyos undergrundsbane. I sidste ende måtte kulten dog ”nøjes” med nervegassen sarin, da det ikke lykkedes dem at fremstille og opbevare tilstrækkelige mængder botulisme og miltbrand. Aktionen resulterede i 11 dødsfald, mens flere tusinde mennesker blev syge. Også afsløringen af det irakiske våbenprogram op til og efter Golfkrigen i 1991 – der gjorde det klart, at også danske soldater har været indsat i en krigszone, hvor den slags våben var til rådighed – satte fornyet fokus på problemet. Det kom dengang frem, at den irakiske leder Saddam Husseins forskere blandt andet eksperimenterede med miltbrandbakterier i missiler. Helt præcis 25 missiler bærende på mere end 5 tons bakterier, heriblandt botulisme og miltbrand. Yderligere godt 15 tons var placeret i flybomber. Irakerne kaldte deres våbenprogram for "The Great Equalizer" (den store udligner). Missilerne og bomberne blev dog aldrig taget i brug. Til gengæld mistænkes det irakiske styre for at have forgiftet oprørske irakere i den sydlige del af landet med giften aflatoxin. Den langsomt virkende gift er yderst effektiv. Cirka fem år efter ar have drukket vand med giften i, dør man af leverkræft. Men irakerne er langtfra de første eller de eneste, der har brugt bakterier og kemikalier mod deres fjender. Den slags har været brugt – eller forsøgt brugt – med ondt i sinde i mange århundreder. Eksempelvis mener nogle forskere, at pesten – den sorte død, der slog millioner og atter millioner ihjel i middelalderen – blev bragt til Europa af soldater, der i 1347 vendte hjem fra slaget ved Gaffa (i dag Feodossia i Ukraine). De skulle have fået sygdommen fordi pest-kadavere var lagt i den belejrede by med det formål at smitte fjenden. Siden da er det gået slag i slag. Og våbnene er hele tiden blevet lidt billigere, lidt mere effektive, lidt bedre. Biovåbenes syge historie Eksemplerne er talrige: I det 18. århundrede gav englænderne tæpper inficeret med mæslingevirus til amerikanske indianere. I 1930erne smittede den japanske officer og læge Shiro Ishii bevidst kinesiske patienter med pest, hvorefter han foretog ”obduktioner” på de stadigt levende mennesker for at undersøge, hvordan infektionen påvirkede deres organer. Laotiske og vietnamesiske styrker siges at have spredt sennepsgas og nervegas fra fly i perioden 1974-1981. Kinesiske styrker i Vietnam anklages for at have forgiftet drikkevandsforsyninger og brugt gas mod vietnameserne i 1979. Sovjetiske styrker beskyldes for at have brugt nervegas, forgiftede projektiler og såkaldt ukampdygtiggørende stoffer i Afghanistan i perioden 1979-1981. Sandsynligvis stoffer fremstillet under det såkaldte Biopreparat – et hemmeligt og illegalt sovjetisk forskningsprogram, der havde til formål at udvikle og forfine biologiske våben. Informationerne om Biopreparat kommer hovedsageligt fra programmets tidligere vicedirektør Kanatjan Alibekov, der flygtede til USA i 1992, og forskeren, Vladimir Pasechnik, der flygtede til Storbritannien i 1989. Under navnet Ken Alibek har Kanatjan Alibekov udgivet bogen “Biohazard” om Biopreparat. Han fortæller, at programmet blandt andet inkluderede ballistiske missiler med ti særlige sprænghoveder, der frigøres over målet og hver udsender små beholdere med for eksempel koppevirus og pestbakterier. De kampstoffer som Biopreparat arbejdede med var alle forbedrede udgaver af kendte bakterier og sygdomme. Biopreparats våbenfærdige miltbrandbakterie siges at have været fire gange mere effektiv end den naturlige form. Pestbakterien blev også forstærket ved gensplejsning, således at den var modstandsdygtig overfor antibiotika. Også blødningsfebervirusen, Marburg, blev udviklet til våbenbrug. Kanatjan Alibekov har desuden fortalt, at hemmelige stammer af koppevirus, hvis naturlige form er udryddet efter en massiv FN-indsats, blev gensplejset med et hjernevirus, ved navn Venezuelansk Equint Encephalit virus, og at det nye kampstof derefter blev afprøvet på aber. Programmets leder, Yuri Kalinin, havde 60.000 ansatte. En stor del af disse – nogle taler om op til 5.000 mennesker – er i dag forsvundet. Det formodes, at det er i denne gruppe man skal finde de personer, der i dag fremstiller biologiske og kemiske våben illegalt for såkaldte "slyngelstater", eller private organisationer. I øvrigt personer der – som alle de forskere der har været med til at udvikle disse våben – er uddannede læger, det vil sige personer, der hver og en på et tidspunkt i deres liv har aflagt det højtidelige lægeløfte, men som af økonomiske eller ideologiske årsager altså har har brudt det. Bakteriebreve Senest er det altså konvolutterne med hvidt pulver, der har skabt frygt mange steder i verden. Uskyldigt udseende breve, især sendt til personer på toppen af den amerikanske samfund. Indtil videre er afsenderne anonyme. Og distributionsmetoden er ganske primitiv – men dog stadig afsindigt effektiv, set i forhold til den verdensomspændende frygt en relativt lille portion breve og ganske få dødsfald har fremkaldt. Eksperter har fx tidligere slået fast, at 50 kg af miltbrandbakterier spredt fra fly over en by med 500.000 indbyggere vil kræve op mod 220.000 ofre. Men selvom det igangværende miltbrandangreb ikke endnu har kostet så mange dødsfald, så har det sat tanker i gang. En ting er brugen af disse våben i krig, mellem stater, på soldater. Noget andet er, at skulle forholde sig til tanken om uforudsigelige angreb på civile fra denne verdens terrorister – lige fra islamiske fundamentalister til amerikanske nynazister. Angrebet med sarin i Tokyo var et varsel. Det samme er brevene med det hvide pulver. Ligesom det var det, da Rajneeshee-kulten inficerede salatbordene på restauranter i staten Oregon med salmonella. 751 mennesker blev syge. De er alle blevet raske i dag, men frygten lever stadig blandt folk i Oregon. Skræddersyede genbomber Miltbrand er egentlig en kvægsygdom. Den er blot en af mange sygdomme, som forskere har formået at fremstille til organiseret brug mod mennesker – det er blandt andet sket på laboratorier i USA, Rusland og Irak. Også mere kendte sygdomme, som koppevirus, kolera og pest – der også kan florere naturligt blandt mennesker – er på listen. Ligesom de frygtede ebola og botulisme er det. Forskerne bruger også tid på at forbedre og udvikle gift og giftgasser som sarin, aflatoxin og ricin, som alle er dødelige. Det var eksempelvis ricin, – der ligesom amerikansk olie udvikles fra planten kristpalme, – som blev brugt til at myrde den bulgarske dissident Georgi Markov i London i 1978. Udviklingen i de hemmelige laboratorier går med andre ord hurtigt. I disse år er de biologiske våben for alvor på vej til at blive raffinerede. Den viden som i de seneste år er blevet genereret i andre dele af forskerverdenen, eksempelvis i genforskningen, kan nemlig også bruges til andet end at forebygge sygdomme. Den kan blive misbrugt af den biologiske krigsførelses frontløbere til for eksempel at lave nye bakterier ved at parre to naturligt forekommende. Russiske forskere mistænkes således for at have kreeret en ny og frygtindgydende bakterie ved at parre ebola og koppevirus. Ifølge The Guardian taler eksperter i dag også om, at viden om generne kan bruges til at fremstille bakterier så forædlede og forfinede, at de vil kunne bruges til såkaldte "genbomber", der kan ramme bestemte typer mennesker – rødhårede, asiater, mennesker med bestemte arveanlæg, eller bestemte dyr og afgrøder. Ligesom man kan forestille sig, at fremtidens biologiske våben indeholder stoffer, der gør fjenden ukampdygtig ved for eksempel at påvirke alle soldater til at blive deprimerede, sløve eller underdanige. Kun fantasien sætter grænser, men fordi udviklingen af disse nye genvåben jo foregår i hemmelige laboratorier, uautoriserede våbenprogrammer og under skjulte dagsordener, er det vanskeligt at sige, hvor langt forskningen er nået på området, hvor meget der er ren science fiction og hvor meget der i dag eller i en nær fremtid er inden for det muliges grænser. Den danske overlæge og ekspert i kemiske og biologiske våben, John-Erik Stig Hansen, mener ikke, at der i dag er en risiko for genbomber: - Genetisk målrettede biologiske våben tror jeg mere hører fantasien eller eventuelt den meget langsigtede fremtid til. Nu og her kender jeg i hvert fald ikke til et seriøst initiativ med hensyn til udvikling af sådanne våben, siger han. De fleste både danske og udenlandske eksperter er da også enige om, at på trods af de massive teknologiske fremskridt verden har set i de seneste år, er det fortsat ganske ressourcekrævende at have med disse våben at gøre. Det kræver stadig tid, talent og penge. Genbomberne er med andre ord ikke lige på trapperne. Men forsket i dem, bliver der. Det interessante spørgsmål er hvorfor nogle mennesker er så interesserede i at udvikle denne type våben. Ifølge amerikaneren George Post, der sidder i det amerikanske forsvarsministeriums videnskabelige komite, så er svaret såkaldt ”asymmetrisk krigsførelse”. Til den engelske avis The Times siger George Post at forklaringen på den øgede interesse for disse våben skal findes i det faktum at den amerikanske dominans i dag - i modsætning til tidligere - er enestående. De personer eller lande som ikke bryder sig om dette – eksempelvis Kina eller de muslimske lande –ved godt, at de ikke kan slå USA i en konventionel krig. Derfor har vi i dag en asymmetrisk krigsførelse, hvor de to bedste våben er cyber-terrorisme og bio-terrorisme. Og på grund af de massive fremskridt i den biologiske og kemiske forskning, så mener George Post at netop bio-terrorismen er på vej ind i en helt ny dimension. Biovåbenes tre faser Eksperterne taler normalt om, at udviklingen af biologiske og kemiske våben har haft tre faser: Den første var da tyskerne under 1. verdenskrig prøvede på at smitte engelsk og amerikansk kvæg – dyr der stadig spillede en vigtig rolle under den krig – med miltbrand. Det var blandt andet frygten for denne nye type krig, der førte til Geneve-konventionen i 1925. Ifølge den er ”anvendelse til krigsbrug af kvælende, giftige eller andre gasser samt alle lignende væsker, materialer og mekanismer” ulovlig. Dens forbud er i dag såkaldt international sædvaneret, hvilket vil sige, at indholdet af aftalen er bindende for alle stater – ikke kun de statsmagter, der har skrevet den under. Men dette forbud er ikke altid blevet taget alvorligt. Således fortsatte lande som Italien, Belgien, Holland, Polen, Sovjetunionen Frankrig, England og Canada med at forske i disse våbentyper efter 1. verdenskrig. Den anden fase blev indledt i 1937, da japanerne invaderede Kina. Den japanske læge Shiro Ishii – ham der tidligere havde lavet forsøg med at inficere mennesker med pest – etablerede lejren Ping Fang, hvor tusinder døde af pest, botulisme, miltbrand, tyfus, kolera og andre sygdomme. Derudover blev i hvert fald 11 kinesiske byer ofre for japanernes biologiske krigsførelse. Blandt andet blev der smidt pest-inficerede fluer ud over beboelsesområder. Desuden døde 1700 japanske soldater i 1941 efter at have håndteret koleravåben forkert. Også under 2. verdenskrig blev der eksperimenteret med bakterier og sygdomme – på begge sider af fronten. Det var den engelske forsker Paul Fildes, der fastslog, at den mest effektive spredning af bakterier kunne ske, hvis man tørrede dem og lagde dem i bomber. Paul Fildes tænkning ligger således til grund for en stor del af den moderne biokemiske krigsførelse. Den tredje fase fulgte i kølvandet på 2. verdenskrig. Amerikanerne gav den japanske læge Shiro Ishii immunitet mod at få udleveret alle hans forskningsresultater. Enorme produktions- og testanlæg blev derefter bygget i hele USA. I slutningen af 1960erne var amerikanernes biokemiske våbenprogram enormt, men det blev stoppet i 1970erne af daværende præsident Richard Nixon og USA underskrev i 1975 FNs Konvention om Biologiske Våben og Toksinvåben. Den forbyder udvikling, fremstilling, oplagring og internationale overførsler af disse våben. Nye forhandlinger Der har dog altid været store diskussioner om, hvordan konventionerne skal forstås – og hvordan nye aftaler skal udformes. Er brug af tåregas eksempelvis forbudt? Det vigtigste stridspunkt har dog været spørgsmålet om selvforsvar. En række regeringer – inklusive den amerikanske – har holdt fast i, at deres forskning i biologiske og kemiske våben kun er defensiv, altså til selvforsvar, og at de internationale aftaler ikke forbyder dette. Eksempelvis blev afsløringerne af det irakiske våbenprogram brugt af amerikanerne til at argumentere for en fortsat forskning på området i USA. Ved det internationale møde i Geneve, Schweiz sommeren 2001 – der hvor iranerne forlangte listen over lande med kapacitet til fremstilling af kemiske og biologiske våben udvidet til 55 lande – brød forhandlingerne sammen, da amerikanerne ikke ville være med mere. De sagde blandt andet, at udkastet til en ny aftale var for svagt, og det derfor ville være værre at underskrive det, end at forlade forhandlingsbordet. Et nyt møde er planlagt i Geneve her i november 2001. 143 nationer er meldt til. De skal igen forsøge at forhandle om en ny version af FNs konvention fra 1972. På dagsordenen er blandt andet, hvordan man skelner – og om man overhovedet kan skelne – imellem defensiv og offensiv forskning. Ligesom en forbedret kontrol og inspektion skal diskuteres. Også spørgsmålet om international handel med mikroorganismer, bakterier, vira, gifte skal op at vende. I lyset af den voldsomme terroraktion mod USA 11. september, de efterfølgende breve med miltbrand, den igangværende krig i Afghanistan, og frygten for endnu voldsommere biokemiske terroraktioner i fremtiden, ser det ud til at blive et stormfuldt møde. - Indtil da holder verden vejret. Sidst opdateret: 22-11-2001 
New Scientist tema om biologisk krigsførelse, særligt om miltbrand The Guardian "Now for GM weapons" The Sunday Times: "When the wind blows"
|
Billede fra filmen og soundtrack "When the wind blows" 1986. En film der handlede om det enkelte menneskes frygt for atomvåben og krig.
Biologiske kampstoffer |
