Fonden Teknologirådet

Artikler:

Verdenshandel med naturvisdom

Hvem skal tjene på det forædlingsarbejde som landmænd i udviklingslande har udført og derfor i dag står med de bedste ris, tomater og hirse? De lokale har viden, men sjældent teknologi.

Af journalist Ulla Lund

Derfor bliver det ofte vestlige firmaer, der kan isolere genetiske egenskaber og tage patent på rettighederne – så landmændene skal betale for at bruge deres egen viden.

I Indien gror Neem-træet. I århundreder har de lokale indiske bønder høstet frøene af træet og lagt dem i blød natten over i vand eller sprit. Om morgenen er frøene så opløst og substansen fra dem flydt op til overfladen. Herefter opsamler bønderne substansen og spreder den ud over deres afgrøder. Neem-produktet virker mod 200 forskellige insekter og flere undersøgelser har dokumenteret at det virker ligeså effektivt som fx DTT, men har den fremragende egenskab at det er uskadeligt for miljøet og gratis for bønderne. Neem-træet har desuden den fordel – fordi det indeholder en masse forskellige stoffer, at insekterne ikke udvikler resistens; i forhold til hvad der sker med mange andre sprøjtemidler, der kun består af enkelte kemiske stoffer og som derfor må gives i større og større doser, eller hurtigt erstattes af nye og stærkere midler. Et amerikansk firma fik øje på Neem-træets egenskaber, der ifølge gamle indiske skrifter kaldes det ”velsignede træ”, og firmaet arbejdede videre med ekstraktet så det kunne tåle opbevaring. Herefter udtog W. R. Grace Company patentrettigheder på produktet.

Neem-træet er blevet en sag, hvor 200 organisationer fra 35 lande har protesteret til US Patent and Trademark Office over patent no.5, 124, 349 fra Crace Company. Jeremy Rifkin fra USA, der er involveret i sagen om Neem-træet på de indiske landmænds side, udtaler således:
”Der er tale om en krig mellem nord og syd. I takt med at store transnationale selskaber tapper fjerne regioner i syd for genetiske ressourcer som de tager patent på, sker der en polarising. Og det punkt bliver en væsentlig del af den kritiske nord/syd dialog på det økonomiske og politiske område i dette århundrede.”
Sagen om Neem-træet blev afvist af de amerikanske myndigheder med henvisning til at det var det amerikanske firma, der tilføjede ”det sidste led” og opfandt Neem-sprøjtemidlet som et produkt, der dermed kunne patenteres.

Patentreguleringsområdet er så indviklet, når også hele det internationale perspektiv skal inddrages, at kun få har overblik på området:
- Danmark er efter min mening stået af med hensyn til at følge med i og markere sig i debatten, trods det faktum at patentreglerne har vidtrækkende konsekvenser, for sulten i den tredje verden, for den globale dialog og såmænd også helt konkret for flygtningestrømmen til Danmark. Internationalt, er det i dag kun patentjurister i de store multinationale selskaber, der har nok ressourcer til at følge og forstå reglerne tilstrækkeligt til at kunne bruge dem i deres virksomheders interesse, siger cand. techn. Soc, Jesper Toft.

Toft har været aktiv i debatten om almindelige patenter og patenter på grundlag af genmodificeret materiale i flere årtier, primært gennem sit engagement i miljøorganisationen NOAH. I dag er hans rådgivningsfirma Økoanalyse A/S det eneste sted, hvor man kan få kritisk information og oplysning omkring patenter og international patentlovgivning. Firmaets hjemmeside hedder www.gendebat.dk og er oprettet af en række danske landbrugs og græsrodsorganisationer - den støttes af Den Grønne Fond.

Grundlag for patenter
Hvorfor det overhovedet er lykkes en udenlandsk virksomhed at få patent på materialet fra det indiske Neem-træet forekommer besynderligt– og det er nok også derfor, at den er blevet en sag af vidtrækkende symbolsk betydning. For at få lov at udtage et patent, der normalt giver ejeren af patentet monopol på kommerciel udnyttelse i tyve år, er der nemlig tre grundlæggende ting, der skal være opfyldt: 1) Der skal være tale om noget nyt - fx en ny opfindelse, en ny erkendelse, 2) der skal være foretaget noget ofte teknologisk/opfinderisk arbejde, og 3) det endelige resultat skal kunne anvendes industrielt. Organisationerne bag sagen mod Neem-patentet fremhæver, at indiske forskere så tidligt som i 1928 internationalt offentliggjorde videnskabelige artikler, der berettede om effekten. Det Indiske Institut for Landbrugsforskning har også foretaget og offentliggjort mange undersøgelser i årenes løb. Men de amerikanske myndigheder henholder sig til, at det indiske ”forarbejde” rettere er akkumuleret viden og derfor ikke kan patenteres.

Andre sager om patenter
Sagen om Neem-træet er langtfra den eneste der vækker forargelse og protester i disse år. I 1998 begyndte en lignende sag, også i Indien, omkring rettighederne til ris af typen basmati, hvor en amerikansk virksomhed udtog patent og gjorde krav på at have rettigheder over en bestemt type af Basmatirisene. Samme år påberåbte virksomheden sig så patentrettighederne over thailandske jasminris, på grundlag af virksomhedens forædling af dem. Fem millioner thailandske landmænd i den nordøstlige del af landet er helt afhængige af den frie ret til bruge den type ris, som deres familier i generationer har forædlet frem mod det bedre og bedre.

Den hovedanklagede i begge sager er virksomheden Ricetec i Texas, og - også i begge tilfælde - er der indgået formelle protester fra landene til WTO. Det er nemlig sådan, at patentrettigheder berøres af mange forskellige internationale regelsæt. En af dem er TRIPs-aftalerne (Trade-Related Aspects of Intellectual Property Rights), som blev besluttet i regi af GATT (General Agreement on Tariffs and Trade), der så i 1995 blev afløst af WTO (World Trade Oganization), som netop har haft en ny forhandlingsrunde i Qatar den 9 – 13. november. I forbindelse med topmødet i Rio i 1992 underskrev 200 lande ”Konventionen om Biologisk Mangfoldighed”. Denne konvention, som i sig selv mest er en hensigtserklæring, indeholder også Biosafety-protokollen. Det er under den, at de mere konkrete rammer og regler for handel skal udfyldes.

Førsteret
Lande i syd (primært udviklingslande) ønsker at al handel skal reguleres via Biosafety-protokollen, fordi det i denne protokol accepteres at biologisk mangfoldighed ikke kan adskilles fra de kulturer, der har været med til at skabe dem. USA har ikke underskrevet konventionen, og ønsker heller ikke at forhandle ud fra disse grundprincipper, men vil have aftalerne ind under WTO, hvor handel med gensplejsede plantesorter reguleres via TRIPs.

Endnu har man ikke kunnet blive enige om, hvorvidt Biosafety-protokollen eller TRIPs har forrang. Når der er uoverensstemmelse mellem de to aftaler afgør WTO’s handelsregler striden; og det lader altså til, at TRIPs får fordelen og dermed at den fri handel og patentlignende rettigheder, får mere vægt end miljøbeskyttelse og beskyttelse af biologisk mangfoldighed. Biosafety betoner, at der skal være en ligelig økonomisk fordeling, mens TRIPs-aftalerne alene tildeler patentholderen hele fortjenesten.

Igen står syd og nord (de industrialiserede lande) altså overfor hinanden. Landene i syd har mangfoldigheden, mens landene i nord har teknologierne, pengene og patentjuristerne – og desuden står stærkt i internationale forhandlinger. I nord bruger man få men højt-forædlede afgrøder der dyrkes i store monokulturer på enorme arealer. I syd bruger landmændene sine bedste frø fra årets høst til næste års såsæd. For eksempel kan der i en lille afrikansk hirsemark være måske 50 forskellige varianter.

Biopirater
Eksemplerne, på hvordan landene i syd har leveret viden og produkter uden at få en krone for det, er talrige. Jesper Toft nævner til eksempel, at ukrudtsmidlet Basta fra det multinationale selskab Agrevo har indtjent styrtende summer til virksomheden. Midlet blev udviklet på grundlag af en jordbakterie i det afrikanske land Cameroun, der intet har fået ud af den handel.

På den medicinske område, er det også ud fra naturlige stoffer og lokal viden, at den vestlige verdens medicin skabes; en fjerdedel af alle lægemidler, er enten baseret på naturstoffer eller udvundet af naturlige produkter. Det fortæller lektor Per Mølgaard ved Institut for Medicinalkemi fra Danmarks Farmaceutiske Højskole. Han kan nævne mange konkrete eksempler, hvor de lokale intet har fået ud af hverken deres viden eller deres planter, som har vist sig at have en medicinsk effekt.
- På Madagaskar brugte lokale samfund planten Rosen-singrøn mod væskeophobninger i kroppen. Derfor testede man den for en virkning mod sukkersyge. Det duede den ikke til, men derimod virkede den mod leukæmi. I begyndelsen blev planten kun dyrket på øen, men det lykkedes for det amerikanske firma at få patentet og dyrkningen foregår nu fra 25 hektar jord i Texas og dækker hele verdensbehovet. Madagaskar har intet fået ud af det.

I forrige runde af WTO-forhandlingerne i Montreal i 2000, blev et flertal af lande enige om et kompromis, der indebar at forsigtighedsprincippet for første gang blev anerkendt i forhold til handel med gensplejsede afgrøder. Lande kan sige nej til import ud fra forsigtighedsprincippet, men kun hvis de kan dokumentere videnskabeligt gode argumenter for at sige nej. Her i 2001-runden har landene i syd opnået enkelte indrømmelser - primært omkring patent på medicin. De er nu sikret ret til at udstede tvangslicenser og fremstille kopimedicin, i så fald det har afgørende for befolkningens sundhed. Men det er ifølge de nye aftaler ikke tilladt på sigt, at et uland lader et tredje land fremstille kopimedicin – meget kopimedicin fremstilles i dag i Brasilien og Indien.

Monokulturer bliver fremmet
Men patentretten til afgrøder står stadig fast, ifølge TRIPs-aftalerne. Det betyder at internationale firmaer kan tage patent på afgrøder og andet – som fx Neem-træet. Og hvis en bonde – for at forøge sit udbytte – køber dyre patent-frø hos et firma, der har patenteret de egenskaber som bonden selv har fremelsket, er han bundet fremover. Disse frø er lavet, så de ikke dur til såsæd. Næste år skal bonden derfor igen købe ind og for at opnå det tilsigtede høje udbytte, kræver disse frø ofte store mængder særlig gødning og ofte også sprøjtegift. Når insekterne fortrækker fra de stærke afgrøder der jævnligt behandles med sprøjtemiddel, kommer de ofte i større antal til de marker i områder der ikke er så modstandsdygtige eller som er behandlet mod insekter. Derfor forstærker det en udvikling i retning af nabo-bønderne ofte er nødsaget til at gå samme vej og droppe den lokale såsæd. På den måde overføres de industrialiserede landes landbrugstyper med monokultur, til lande i syd– som både økonomisk og strukturelt har landbrug, der er skruet sammen på en helt anden måde. For et par årtier siden dyrkede indiske bønder for eksempel 50.000 ris-varianter, mens tallet for cirka ti år siden var faldet til 17.000.

Den engelske samfundsforsker Michael Hardt har tidligere peget på, at patentreglerne er opbygget over systemerne i vestlige samfund og vestlig tankegang. Han fremhæver fejlagtigheden ved ordlyden i første punkt i typiske patentlovgivninger – inklusiv den danske – nemlig, kravet om at ”en opfindelse skal kunne udnyttes industrielt”. Med dette som første prioritet anerkendes vestlige videnskabelige metoder, men gør det meget svært for ulandenes oprindelige folkeslag, at få anerkendt/patenteret den viden, som de har udviklet gennem generationer – den tæller nemlig ikke som en ”opfindelse”. Fortalerne for patentrettigheder fremhæver omvendt, at rettighederne er helt nødvendige for at nogle overhovedet vil investere millioner i udviklingsarbejde - af ny medicin, sprøjtemidler m.m.

De seneste tal, tilbage fra 1995, siger, at der eksisterer 35.000 patenter, der har gyldighed i hele OECD-området; og antallet af ansøgninger er støt stigende. Resultaterne af kopi-medicin under den seneste WTO-runde viste dog, at det er muligt at rykke en smule ved patenternes stærke internationale stilling.

Naturfolk går direkte til kilden
Nogle steder i verden forsøger oprindelige folkeslag og deres forkæmpere sig med at appellere til retfærdighed frem for at forsøge at kæmpe den juridiske vej. I 1999 fik San-buskmændene i Kalahariørkenen overdraget retten til 100.000 acres jord, hvor deres folk engang havde levet og udgjort hovedbefolkningen. Nedslagtninger, fordrivelse og sygdomme minimerede deres antal så stærkt, at man i 1950erne faktisk mente, at folket var udryddet. Det var de næsten, men ikke helt. Nu forsøger de igen at slå rødder i deres gamle tørre land. Når San-folket skulle holde sulten i ave på lange udmarvende jagter, har de i generationer spist dele af Hoodia-kaktussen. Planten indeholder appetitnedsættende stoffer. Det Sydafrikanske Råd for Videnskab og Teknologi har solgt patentrettighederne på Hoodia-kaktussen til det amerikanske medicinalfirma Pfizer for 18 millioner dollars – udenom San-folket. I øjeblikket forhandler San-folkets talsmænd nu direkte med firmaet om at få en fast procentdel af, hvad der vil komme ind ved salg. Hvis det lykkes for dem at få en aftale i stand, vil det være en af de første aftaler, hvor indfødtes viden anerkendes og honoreres.

Sidst opdateret: 04-12-2001

Læs mere om patenter og problematikker her

link til artikel på scidev.net "Brazil's shamans seek biopiracy protection"

læs artiklen "Hvem ejer planterne?" i Risø-nyt nr. 4/01

Tilbage

Printervenlig version

Vis alle Artikler

San-buskmændene i Kalahariørkenen er nogle af de oprindelige folk der ikke selv "høster frugterne" af deres Hoodia-kaktus. Billede fra: www.horizon.fr/bushmen.html